RAF HUE

Min fine nye RAF hue som min flinke nabo har foræret mig.

Om min fine nye RAF hue som min flinke nabo har foræret mig.

RAF huerne var over hele landet blevet en stiltiende provokation fra den danske befolkning.

RAF huer og farverne blå-hvid-rød, eller blot omvendt eller på anden måde  sammenblandet, var strengt forbudt af tyskerne.

I juli 1943 var der indberetninger til politiet landet over disse RAF huer og andet misbrug med de 3 farver.

En indberetningen til politiet lyder således:

"Det indberettes herved, at der i de seneste Dage har været ved at opstaa Opløb og Uroligheder  ved at unge Piger som Hovedbeklædning bærer strikkede Huer i rød-hvid-blaa Farver, kaldet "Royal Airforce". Medlemmer af Værnemagten har taget Huerne fra Pigerne paa Gaden og indbragt dem til Politistationen. Dette har medført større Opløb, og saa sent som i Aftes medførte det, at der trak stor Opbud paa. Gaden, dels af Byens Folk og dels af Værnemagtsmedlemmerne, saa Politiet stadig maatte skride ind overfor opstaaede Uroligheder"

For tyskerne var huerne og farverne en helt klat provokation (en engelskvenlig gestus mente tyskerne).

Tyskerne forlangte, at politiet af al magt søger at forhindre, at denne farvesammensætning bæres af folk eller udstilles i butiksvinduerne.

Et eksempel på tysk huepanik under besættelsen fra Holstebro Politi i 1943:

"En 15-aarig Pige, som i Gaar Aftes blev indbagt til Politistationen af 4 tyske Soldater, fordi hun var iført en Bluse af rød-hvid-blaa Farve. Om denne Bluse er det imidlertid oplyst, at den er solgt i en tøj Forretning, hvor den har været liggende i ca. 3 Aar. Majoren udtalte, at Soldaterne fortsat vil fratage Personer, der bærer de nævnte Huer, disse, og aflevere dem til Politiet, og Værnemagten vil fremdeles betragte ethvert Tilfælde, hvor Farverne blaat-hvidt-rødt vises sammen, som en tyskfjendtlig Handling, og han udtalte, at han vil give Politiet Lejlighed til i Løbet af de kommende 8 Dage at søge at faa forhindret, at Tilfældene gentager sig. Skulde det ikke lykkes i Løbet af de 8 Dage, ønsker Værnemagten ethvert Tilfælde forfulgt til Paatale og Straf. Majoren maatte iøvrigt forbeholde sig sin Stilling og kan efter Fristen Udløb ikke paatage sig Ansvaret for Soldaternes Holdning overfor opstaaende Situationer i fornævnte Tilfælde".

Statsadvokaten for særlige anliggender skriver i et landsdækkende cirkulære at:

"I Forbindelse med min Cirkulæreskrivelse af den 6-7-1943 hvori jeg bl.a. har henledt Opmærksomheden paa, at Forhandling eller Udstilling af Huer i det engelske Flyvevaabens Farver er en Overtrædelse af Forbudet mod Demonstration i Justitsministeriets Bekendtgørelse Nr. 254 af 9. 6. 1941, og anmodet om Indskriden herimod, skal jeg endvidere gøre opmærksom paa, at Udstillinger, Reklamer ved en ensidig Anvendelse af de paagældende Farver kan indeholde en Demonstration. Jeg skal derfor anmode d'Herrer om ogsaa at have Opmærksomheden henledt paa, om saadanne Udstillinger maatte forekomme. Hvor dette findes at være Tilfældet, bedes det henstillet til Firmaets Indehaver at ændre Udstillingens Karakter, efterkommes Henstillingen ikke straks, bedes der optaget Rappel med fornøden Beskrivelse af det udstillede (eller Reklamen), og Sagen bedes hurtigst muligt forelagt mig, Saafremt det maatte stille sig tvivlsomt, om der bør rettes Henstilling til Firmaet, bedes Rapport paa tilsvarende Maade indsendt hertil".

Oplysningerne om politiets problemer med RAF huen stammer fra et privat arkiv fra kriminalbetjent og leder af modstandsbevægelsens distrikt 1, Vendsyssel under region 1, Nordjylland.

Hvordan stikkes huen: Jeg har kendskab til tre strikkeopskrifter, men med de samme tre farver. Udover at du kan finde opskriften på nettet, kan du med sikkerhed finde opskriftene på RAF huen på Nationalmuseet.