Kaj Mortensen, Frederikshavn

Hjørring Politi i opbrud. Yderst til højre i billedet, står Kaj Mortensen med alpehuen på. Foto er venligst udlånt af Hjørring Politis, arkiv.

 Redegørelse af Kriminaloverbetjent Kaj Mortensen 20.02.1948. 

Redegørelsen er udlånt af familien Mortensens og er fra Kaj Mortensens private arkiv.

Redegørelsen er en hel afskrift af Kaj Mortensens dokument og lagt på denne hjemmesiden den 22.december 2016. 

I sin bog "Uden kamp - Ingen sejr", som omhandler modstandsbevægelsen - fortrinsvis i region I under besættelsen, har "Toldstrup", alias fhv. toldassistent A. Jensen, Skive, nu fabrikant i Århus, rettet en række grove angreb på oberstløjtnant C. G. G. Schøller, ligesom oberstløjtnanten flere gange i bogen omtales stærkt nedsættende og i enkelt tilfælde på en måde, som tydeligt tilsigter en direkte latterliggørelse af hans person. 

Det er mig bekendt, at oberstløjtnanten ganske har ignoreret disse angreb, hvilket efter min mening er højst prisværdigt, idet en offentlig gendrivelse af angrebene vel kunne give ham en personlig oprejsning udadtil, men samtidig ville skabe et beskæmmende røre omkring modstandsbevægelsens forhold i besættelsestiden.

Man må imidlertid beklage, hvis Toldstrups bog overfor kommende slægter uimodsagt skal fremstille en veltjent modstandsmand som oberstløjtnant Schøller som en uduelig, latterlig og intrigant person, der i ellevte time trængte sig på og - kun fordi han var officer og protegeret af en foragtelig såkaldt officersklike – blev placeret i en så fremstående stilling som regionsleder stillingen var, alt som resultat af et tarveligt intrigespil. 

Det er derfor med glæde, at jeg nu erfarer, at oberstløjtnanten har fået ordre til at rehabilitere sig gennem en skriftlig og dokumenteret redegørelse, som vil blive arkiveret, således at eftertiden i sin bedømmelse af hans person og hans indsats ikke er afhængig af Toldstrups ensidige postulater, men vil have mulighed for at fælde en retfærdig dom. 

Da jeg i en lang periode af modstandsbevægelsens tid i min egenskab af sektionsleder for sektion Vendsyssel har haft samarbejde med såvel Toldstrup som oberstløjtnant Schøller, sidstnævnte først som hr. Lind og senere som hr. Blad, er jeg blevet anmodet om at afgive erklæring vedr. mit kendskab til forholdet mellem parterne til brug for oberstløjtnantens redegørelse. Jeg tillader mig at gøre dette under en noget bredere form - i den hensigt også at give mulighed for at bedømme mine forudsætninger for at udtale mig: Den første af de herrer Lind - Toldstrup som aflagde mig besøg på modstandsbevægelsens vegne» var Lind. I hvilken speciel egenskab, han var hos mig, husker jeg Ikke, blot at det var som en overordnet indenfor bevægelsen. Besøget fandt - så vidt jeg husker - sted tidligt på året 1944, og i den nærmeste tid efter det første besøg, var Lind hos mig nogle gange. Han orienterede sig m.h.t. bevægelsens forhold og trivsel i sektion Vendsyssel og gav forskellige instruktioner og forholdsordrer. Besøgene var ikke så hyppige, at jeg fik lejlighed til at lære ham nærmere at kende og vurdere hans personlige egenskaber, og efter relativ kort tids forløb udeblev han helt. Jeg erfarede snart gennem generalstabens efterretningssektions folk, med hvem jeg havde snævert samarbejde, at Lind var blevet efterstræbt af Gestapo- og af den grund ikke kunne vise sig heroppe foreløbig. 

Efter at Faber (godsejer Flemming Juncker) i april 1944 var flygtet til Sverige - hvilket for øvrigt skete over en af min sektions illegale ruter - begyndte Toldstrup at komme, og jeg havde i løbet af sommeren 1944 hyppige besøg af ham. Hele modstandsbevægelsens organisation var endnu på dette tidspunkt svævende og famlende, og det var bl.a. af den grund vanskeligt for mig at finde ud af, hvad Toldstrup egentlig var indenfor bevægelsen. Jeg opfattede ham som en direkte udsending fra jyllandslederen, hvem jeg i øvrigt ikke vidste noget som helst om. Jeg betragtede og behandlede Toldstrup som den overordnede, han var i forholdet til mig. 

Toldstrups hyppige besøg hos mig i Vendsyssel, og mine besøg hos ham i Århus og Ålborg, der lærte jeg ham at kende, som en usædvanlig energisk og uforfærdet mand, tiltalende og vindende af væsen, en mand, som jeg skattede indtil beundring. Jeg anså ham for at være besjælet af høje idealer, ubegrænset offervilje, rene og uselviske motiver for sit virke i modstandskampen. 

Denne min indstilling overfor ændrede sig imidlertid med tiden, uden at jeg kunne forklare dette anderledes end ved en vis følelse, et instinkt - om man vil. Jeg kom efterhånden i nogen opposition til ham, dog ikke på en sådan måde, at det på noget tidspunkt tangerede aktioner, gribe om sig og blande sig personligt i alt muligt, var i og for sig meget prisværdigt. Men man havde indtrykket af, at det overbelastede ham, hans ledelse blev lige så forfløjen som hans færd, den savnede fasthed og system, og man måtte tænke med rædsel på de uoverskuelige konsekvenser af hans anholdelse. Jeg fandt hans princip: generalen i frontlinjen ligeså forkasteligt, som jeg ville finde det modsatte: rekrutten som generalstabschef. 

At den personlige dyrkelse og tilbedelse, som Toldstrup efterhånden blev genstand for i visse kredse, var mig stærkt imod, kunne naturligvis skyldes gemen misundelse fra min side« Under alle omstændigheder fandt jeg den malplaceret. 

Min forbindelse med Toldstrup indskrænkede sig mod slutningen af 1944 til korrespondance, og den var ofte holdt i en skarp tone fra begge sider. Jeg var mere moderat i min kampform, end Toldstrup ønskede, Og lagde hovedvægten på organisation, instruktion, ophobning af våben og sprængstof i sektionen, således at forsyningerne var i orden og styrkerne veluddannede og fuldtallige den dag, da der evt. blev brug for en virkelig samlet kampindsats.

De forskellige "tænkte muligheder" for kampindsats, som Toldstrup i sin bog ironiserer over, spillede en stor rolle i mine planer og blev nedfældet i en ret omfattende operationsplan, som blev fordelt til sektionens 8 distriktsledere. (Planen bestod sin prøve, idet den viste sig at kunne danne et fuldstændigt grundlag for de operationer, som modstandsbevægelsen i Vendsyssel kom til at udføre i forbindelse med kapitulationen). 

Jeg var - i modsætning til Toldstrup - en modstander af den ”blinde" sabotage, knaldet for knaldets skyld, uden at jeg dog hverken da - så lidt som nu - underkendte den betydning, som knalderiet kunne have for Danmarks prestige i udlandet. Jeg måtte imidlertid insistere på ikke at føre krig på følelse alene» men også med et vist mindstemål af fornuft, og først og sidst under den størst mulige skånsel af menneskeliv. Det var svært nok at holde denne linje i betragtning af, at de vendsysselske modstandsfolk ikke var mindre blodtørstige og knalde-. aktioner, stod langt tilbage for andre egne. 

For at yde de vendsysselske frihedskæmpere retfærdighed må jeg have lov til her at tilføje, at der her i sektionen blev udført fortrinlige, effektive jernbanesabotager mod tyske transporter syd på, sprængning af havnekraner, autoværksteder, fabrikker, fødevarevirksomheder, transportmidler, kanoner, forsinkelse af gravning af tankgrave og af bunkersbyggeri, endvidere nedkastning på talrige pladser Over hele sektionen. Hertil kom en omfattende etterretningstjeneste samt den illegale sejlads, som, trods Gestapo- indhug i rækkerne, var i stadig stigende udvikling indtil kapitulationen. 

Dette være kun sagt for at ingen af Toldstrup skal blive forledt til at tro, at sektion Vendsyssel i besættelsestiden var en ammestue. 

Sidst på året 1944 meddelte Toldstrup mig skriftligt noget om, at der var opstået nogle uoverensstemmelser angående et lederskifte. Jeg var ikke i første instans klar over, hvad det hele drejede sig om og svarede meget skarpt tilbage noget i retning af, at jeg fandt det højst uheldigt, at man under de forhåndenværende forhold indlod sig i stridigheder, som kunne have til følge, at hele vor organisation kunne lide et alvorligt knæk på et tidspunkt, hvor den hver dag kunne risikere at blive krævet til aktiv indsats. De følgende skrivelser fra Toldstrup var svulstige udgydelser om kammeratskab, loyalitet, mundende ud i kravet om en loyalitetserklæring til ham personligt. 

Jeg forstod situationen således, at der var opløsningstendenser på færde, og det var min overbevisning, at Toldstrups person var midtpunktet i disse. Jeg nægtede at afgive nogen loyalitetserklæring, før striden var afklaret, og jeg henstillede til Toldstrup at medvirke af yderste evne hertil. Jeg traf for mig selv den beslutning, at jeg, hvis opløsningen bredte sig, sammen med min sektion ville skille mig ud og herefter ’’føre krig for mig selv". 

Således var situationen, da jeg sidst i januar eller først i februar 1945 i Brønderslev, hvor jeg da havde mit kvarter, blev opsøgt af hr. Blad, i hvem jeg genkendte hr. Lind (oberstløjtnant Schøller). 

Og Toldstrup kun skulle beskæftige sig med nedkastningerne, medens Blad var beordret til at træde ind som regionsleder for region I, men at Toldstrup ikke ville respektere denne ordning og ikke afgive sine kontakter til de forskellige sektions- og distriktsledere.            

Blad spurgte mig, hvorledes jeg stillede mig til hele spørgsmålet. Han lagde intet som helst pres på mig, men stillede mig fuldstændig frit m.h.t., hvorledes jeg ville disponere - om jeg ville tilslutte mig nyordningen eller ikke, og det skal understreges, at han ikke gjorde noget forsøg på at nedsætte Toldstrup eller dennes holdning i mine øjne som man vil kunne forstå af foranstående var min beslutning truffet på forhånd. Jeg meddelte Blad, at han kom, som han var kaldet, og at jeg med min sektion gik helt og fuldt ind for hans person og for nyordningen. Blad spurgte mig derpå, om jeg kunne give ham kontakt til andre sektionsledere, men jeg var ikke i stand hertil. 

I forbindelse med Blads besøg hos mig i Brønderslev finder jeg anledning til at anføre følgende: I sin bog søger Toldstrup at latterliggøre Blad ved en passus om at Blad forbød jernbanesabotage på dage, hvor han skulle benytte jernbane for at komme til og fra møder med forskellige modstandsfolk. I den forbindelse kan det være på sin plads at oplyse, at Blad, da toggangen den dag var meget upålidelig på grund af snefald, efter mødet med mig gik til Ålborg, en strækning på 25 - 30 km og med meget glat føre. Samme dag gik jeg selv fra Brønderslev til Sindal. Jeg har derimod aldrig set Toldstrup benytte ringere befordringsmiddel end bil eller motorcykel. 

M.h.t. Toldstrups voldsomme kritik af Blads holdning til sabotagen mod general Lindemanns tog skal jeg her anføre, at vi her i sektionen havde et noget analogt tilfælde, idet en sabotør fra Hjørring uden forud indhentet sanktion fra distriktslederen, saboterede et flygtningetog på vej fra Hjørring til Frederikshavn med tyske kvinder og børn.  

Flere togvogne væltede ned ad en høj baneskråning, og flere flygtning omkom. Aktionen havde den lighed med Lindemann-sabotagen, at den var iværksat uden indhentet forholdsordre, at den var uden betydning. Hertil kom det absolut forkastelige – og jeg tør sige udanske – i at rette krigshandlinger mod værgeløse.

Distriktslederen beklagede sig til mig over det skete, og uden at jeg dengang havde fjerneste kendskab til Blads stilling til Lindemann-sabotagen, reagerede jeg på ganske samme måde, dog gik jeg et skridt videre, idet jeg gennemførte den pågældende sabotørs eksklusion af modstandsbevægelsen. Det blev yderligere tilkendegivet ham, at han, hvis han ikke respekterede eksklusionen, ville udsætte sig for "unævnelige konsekvenser". Eksklusionen skete med billigelse af et stort flertal blandt ledende frihedskæmpere i Hjørring distrikt, og jeg anfører denne episode for at understrege, at Blad ikke var ene om sin opfattelse af betimeligheden af Lindemann-sabotagen eller analoge aktioner. 

Til belysning af Toldstrups loyalitet overfor sine foresatte skal jeg oplyse følgende: Først i april 1945 opsøgte Toldstrup mig i Bindslev, hvor jeg da havde kvarter. Han erklærede, at han var ked af de uoverensstemmelser, som havde været mellem ham og mig, og han ønskede, at vi skulle komme til forståelse med hinanden. Han var ledsaget af "Nybo" (Arne Elstrøm). Vi talte rent ud med hinanden, uden at det gamle tillids forhold mellem os dog blev genoprettet. Under samtalen udtalte Toldstrup sig meget nedsættende om jyllandslederen, Gustav Olsen (General Bennike), hvilket foranledigede mig til at spørge, om det virkelig forholdt sig således, at den mand, der for Jyllands vedkommende stod i spidsen for det hele, var en komplet uduelig person, som, den dag, det fik gik løs, var ganske uden evne til at lede og føre modstandsbevægelsen. Dette besvarede Toldstrup med et klart ja, og det er vel forståeligt, at denne udtalelse virkede meget forstemmende på mig, omend jeg følte mig overbevist om, at Toldstrups bedømmelse absolut ikke var uhildet, men at der lå noget personligt bagved.  Efter Blads overtagelse af regionen kom der det system i hele foretagendet, som jeg for min part så længe havde efterlyst. Der kom ro og stabilitet over arbejdet, og organisationen voksede som aldrig, man fik den opfattelse, at der nu var en virkelig leder i regionen, hos hvem trådene fra sektioner og distrikter samledes og koordineredes. 

Ved hyppige besøg af Blads næstkommanderende, hr. Ågård (grev Knuth), fik vi den opmuntring og tilfredsstillelse, som det var at føle en nær kontakt med en fast ledelse.       Når sektion Vendsyssel - med sine 5 købstæder formentlig regionens største - ved kapitulationen kunne stille en talstærk, velbevæbnet og veluddannet styrke af frihedskæmpere i alle købstæder og i adskillige flækker - herunder formentlig landets største og stærkeste udrykning; kolonne (C.B.U. Sindal), da skyldes det ikke mindst det rygstød, som hele organisationen endelig fik gennem oberstløjtnant Schøllers fasthed og dygtighed i sin ledelse af regionen. 

Det har været mig en personlig stor tilfredsstillelse gennem det senere samarbejde at lære oberstløjtnant Schøller at kende som en mand, hvis stærke nationale indstilling, personlige mod, retlinede karakter, sunde, naturlige og uegennyttige livsindstilling, høje personlige kultur og gode forstand var de egenskaber, som dannede baggrunden for hans virke i modstandsbevægelsen og for hans resultater. 

Det var mig derimod en Skuffelse, at jeg efter kapitulationen fik det indtryk af Toldstrup, at hans motiver til hans virke i modstandsbevægelsen næppe var helt rene. Jeg tænker på den usmagelige pressekampagne, som han organiserede omkring sin egen person, hans udsendelse af skriftlige publikationer til vide modstandskredse - en mere eller minde camoufleret selvforherligelse parret med forsøg på at opkaste sig som førerskikkelse i en art modstandsforening efter kapitulationen - og endelig hans bog "Uden Kamp - ingen Sejr", i hvilken selvforherligelsen sprænger alle anstændighedens grænser, samtidig med, at han opkaster sig til højeste dommer over tildragelser og personer indenfor modstandsbevægelsen.

Men hvad sagde ikke salig la Rochefoucauld: "Vi ville ofte skamme os over vore gode gerninger, hvis verden kunne se alle de bevæggrunde, som har været årsag til dem". Artikel slut. 

Kaj Mortensen

Var kriminalassistent i Frederikshavn. Født 10-07-1907, død 20-03-1988. Tilknytning til undergrundshæren. Region I (Nordjylland), Vendsyssel Sektion, Sektionsstaben, modstandsaktivitet, almen illegal aktivitet og efterretning.

Kaj Mortensen brugte i efteråret 1944 dæknavnet Palle. Hvad der er årsagen til at Kaj begynder at bruge dæknavnet Boye, har jeg endnu ikke kunnet finde ud af. Men efter jeg har læst både Kaj Mortensens private arkiv og Toldstrups arkiv, bliver det hen mod slutningen af 1944 dæknavnet Boye der anvendes i forbindelse med nedkastningerne øst for landevejen fra Aalborg til Hjørring.

Kaj Mortensen skulle med sit arbejde som kriminalassistent i Frederikshavn også arbejde med de såkaldte ”tyskersager”. Det pålagde ham et samarbejde med det tyske hemmelige politi. I denne forbindelse kom Kaj i forbindelse med flere “Fortrolige oplysninger” fra den Tyske side af politiarbejdet. Det bevirkede at han kunne advare modstandsbevægelsen og ledende danske illegale militærpersoner, inden der blev foretaget arrestationer. Hjælpen var uvurderlig for illegale folk som undslap i tide.

Man skulle tro at Kaj Mortensen var nem at afsløre med hans aktivitet, men Tyskerne fik ham aldrig. Dog var det tæt på med fængsel og det der kunne være endnu mere livstruende. Det skete sådan, at Kaj ved et besøg i Frederikshavn d. 10. november 1944 blev genkendt og anholdt af Gestapo på banegården i Frederikshavn. Men han klarede forhøret ved Gestapo og blev løsladt, mod at komme igen næste formiddag til yderlige forhør. Kaj Mortensen mødte naturligvis ikke op dagen efter, men ”gik under jorden” i stedet for. 

Modstandsbevægelsen i Vendsyssel var delt op i flere afdelinger..

Den første afdeling var pressestof og propaganda til den illegale avis ”Frit Danmark ”

En anden afdeling var ”Sveriges Trafikken”

I forbindelse med ”Sveriges Trafikken” fra Vendsyssel er dæknavnet FN 1. ofte det mest brugte dæknavn for Kaj Mortensen i brevkorrespondance mellem Danmark og Sverige fra Vendsyssel. Men i Toldstrup arkiverne, bruger folkene bag transporten af flygtninge en kombination af tal og bogstaver som dæknavne. Det kunne som et eksempel være, H202, G7, Sp9 osv. Efter lang tids søgen fandt jeg alle koder og dæknavne i et arkiv lånt på Rigsarkivet.

Illegale personer og flygtninge der ikke længere kunne blive i Danmark, kunne rejse med toget til Kvissel og her blev de hentet af folk fra CBU-kolonnen i Sindal, men der var var logiværter i hele Vendsyssel og mange flugtruter.

Spioner måtte der også til og her var det fortrinsvis hærens officerer der klarede dette. Spionarbejdet blev udført til fulde og endda så godt, at de allierede til sidst rådede over komplette fortegnelser over hele det tyske forsvarsapparat i Danmark. Hver en bunker og hver en kanon langs Vestkysten var aftegnet på kort. De allierede fremhævede flere gange, at ingen andre besatte lande havde spionagesystemet så fint udbygget som danskerne.

En fjerde afdeling var de bevæbnede militære grupper. De grupper tog sig af sabotage, våbennedkastninger og lignende. Det arbejde vil nøje blive beskrevet i den bog der skrives på nu.

Den sidste og femte afdeling var stor. Her var mange grupper gjort klar som en reservestyrke ”Borgervæbningen” De grupper kunne der trækkes på i tilfælde af åben konflikt med tyskerne og skulle efter kapitulationen indgå i vagtstyrker.

Om modstandsbevægelsens styrke i Vendsyssel op til kapitulationen i maj 1945 siger Kaj Mortensen, at ”det var en meget slagkraftig styrke - vi havde vel 2.500 mand under våben” Alle tallene på grupper, modstandsmænd og våben i Midtvendsyssel og hele Region 1, Nordjylland findes under styrkelister her på hjemmesiden.

Så var der den pudsige episode mellem Ritter og Kaj Mortensen, som her beskrives i meget korte træk. Hele historien får du senere.

Ritters havde en fortid som tysk politimand i Hamburg inden krigsudbruddet 1939. Først gjorde han tjeneste ved feltgendarmeriet i Skagen. Sommeren 1943 bliver Ritter stationeret i Frederikshavn, titlen var chef for feltgendarmeriet.Få dage efter at Ritters ankomst i Frederikshavn, havde han et møde med Kriminalbetjentene Kaj Mortensen og Harry Poulsen. Ritter omtalte sit dårlige forhold til Gestapo, og at det bekymrede ham. Han udtrykte håb om deres assistance, hvis han fik brug for det. Ritter ville gerne gæste Kajs og Harrys hjem, men det afslog de begge. Det var for farligt dobbeltspil. Ritter var ikke som så mange andre Tyskere i det besatte Danmark. Ritters problem var, at han var for åbenlys ”Mild" Hans eneste udvej var at desertere og som illegale danske forsøge at indløse en færgebillet til den illegale færgetrafikken over det nordlige Kattegat.

 

Den 21. september 2014.

Mere om Stabsfeldwebel August Ritter og Mortensen.

Ritter var Chef for det tyske feldgendarmeri i Frederikshavn 1943/44. 

Pensioneret kriminalbetjent og distriktsleder Kaj Mortensen skildrer Ritter således: “Han var socialdemokrat og antinazist, han havde en udpræget retfærdighedssans. Han havde ikke nazisternes enøjede form for retfærdighed. Han var mere politimand end soldat”. 

Ritters fortid som tysk politimand:

Ritter var før 2, verdenskrig ansat ved politiet i Hamborg. Han må være bleven ansat, før Hitler for alvor havde sat sig på magten i Tyskland - for nazisterne ønskede ham fjernet fra politiet - hvor det ikke for dem var ønskværdig at have antinazister. De tilbød ham i stedet en stilling ved enten postvæsenet eller toldvæsenet, hvor det var mere acceptabel at have en antinazist. Ritter nægtede at forlade politiet.

Da den 2. verdenskrig brød ud, meldte Ritter sig frivilligt til tysk krigstjeneste. Del er nok nærliggende at tro, at han gjorde det i håb om at bevare sin stilling ved politiet i Hamborg.

Ritter kom hurtig til at gøre tjeneste ved det tyske feldgendarmeri, der er et militært politikorps. I begyndelsen af besættelsestiden gjorde han tjeneste ved feldgendarmeriet i Skagen - derefter en overgang i Tyskland. I sommeren 1943 blev han stationeret i Frederikshavn. 

Det var efter stationeringen i Frederikshavn, at han blev udnævnt til stabsfeldwebel - for han udtrykte sin glæde over dette til kriminalbetjentene Kaj Mortensen og Harry Poulsen.

Umiddelbart efter sin tiltræden havde han et møde med de 2 kriminalbetjente. Han omtalte da sit dårlige forhold til Gestapo, og det bekymrede ham. Han udtrykte håb om deres assistance, hvis han fik brug for det. De oplyste Ritter om, at hvis han fik vanskeligheder, kunne han kontakte dem, og de ville så prøve at hjælpe ham. Udtalelserne fra begge sider var ret tvetydige - så det kunne ikke umiddelbart afgøres, om der taltes om private eller tjenstlige forhold. Det blev først klarlagt 4, eller 5. juli 1944. Der skulle jo optrædes med en vis forsigtighed fra begge sider. 

At Ritter var antinazist røbede han kun over for de 2 nævnte kriminalbetjente. Han ville gerne have besøgt dem i deres hjem, men der satte de grænsen, og Ritter forstod vist også hvorfor.

Under folkeopstanden i dagene op til den 29. aug. leder man forgæves i politirapporterne efter Ritters navn. Politifolks personlige beretninger fortæller dog om hans tilstedeværelse. 

Ville klage til politiet og havnede i tysk arrest.

To marinevægtere (danskere i tysk tjeneste) var kommet ind på politistationen for at anmelde, at de havde været udsat for provokation fra nogle af byens borgere, der anså dem for landsforrædere. Politiet var ikke alt for villig til at modtage anmeldelsen. Den ene af marinevægterne blev nu ret provokerende over for politifolkene. En af disse tabte tålmodigheden og trak sin stav, og så vankede der knippelsuppe til den provokerende marine vægter. Derefter tilkaldte politiet Ritter, der ankom sammen med et par feldgendarmer. Politiet sagde til Ritter, at det var hans opgave at tage sig af de 2 ballademagere, der havde været i “indbyrdes slagsmål”, da det jo var danskere i tysk tjeneste. 

Ritter har næppe været så naiv, at han ikke kunne regne ud, hvorfra den provokerende marinevægter havde fået sine skrammer, men han var helt på politiets side.

Den provokerende marinevægter var endnu noget groggy efter knippeislagene. Han blev af feldgendarmerne taget i begge ben og slæbt ud på gaden med hovedet bumpende ned ad trappestenene. 

Anmelderjournalen synes at angive, at begivenheden har fundet sted den 24. aug. 1943.

Frikorpsmand gik amok. og politiet tilkaldte Ritter.

Reservepolitibetjent Egon Nielsen cyklede en sen aftentime gennem Danmarksgade i civil. I kort afstand fra politistationen bemærkede han 3 unge mennesker, der opførte sig ret støjende. Han bad dem om at dæmpe sig ned, da de ellers risikerede, at politiet blev tilkaldt. Den ene af dem trak en pistol og truede Egon Nielsen. Det viste sig senere, at den unge mand med pistolen og en mere var medlemmer af frikorps Danmark. Den tredje mand var åbenbart betænkelig ved, at frikorpsmanden var begyndt at true en politimand på livet. Der opstod indbyrdes skænderi mellem de 3 mænd, og Egon Nielsen benyttede lejligheden til at cykle hen til politistationen for at alarmere sine kolleger. Netop som han ankom, kom kollegerne løbende ud til transportvognen. De kørte hen og anholdte de 3 mænd, der blev kørt til politistationen, hvor anmelderen opholdt sig.

Frikorpsmanden, der havde truet med pistol, var stadig meget provokerende over for anmelderen og truede ham med Gestapo.

Ritter blev tilkaldt.

Frikorpsmanden var naiv nok til at tro, at når der kom en tysk officer, så blev anmelderen og de øvrige politifolk sat på plads. Desværre for ham var det den forkerte tysker, politiet havde tilkaldt. 

Straks efter Ritters ankomst begyndte frikorpsmanden at fremsætte sine beskyldninger mod især anmelderen. Ritter startede med på stedet at give ham et kursus i tysk militær anstand - at man tiltalte en tysk officer ved at nævne hans rang.

Henvendt til anmelderen sagde Ritter, at han ville sørge for, at de 2 frikorpsmænd blev sendt til østfronten, hvor de kunne få afløb for deres trang til at bruge våben, og han spurgte anmelderen, om han var tilfreds med denne afgørelse, og det erklærede Egon Nielsen sig tilfreds med.

Frikorpsfolkene havde i øvrigt fra tysk side fået indskærpet, at de under deres orlov ikke måtte optræde provokerende over for den danske befolkning. 

Politiet kunne tilkalde Ritter døgnet rundt.

Han var en usædvanlig chef. Ved gennemlæsning af værnemagts-sager, hvor det tyske feldgendarmeri var tilkaldt - blev Ritters navn altid nævnt. Uanset om det var dag eller nat - kaldte politiet i Frederikshavn aldrig forgæves på Ritter. Jeg har laet det indtryk, at han helst ville arbejde alene sammen med dem. Det førte desværre til Ritters Waterloo i 1944. Ritter og Kaj Mortensen opklarede stor tyverisag.

SLUT. 

Ritter stukket af.. 

Der citeres fra et telegram:

”Kære 202. (Verne Jensen). 

Der er sket det forfærdelige, at Ritter (Gendarmen), som du godt kender, på Grund af en disciplinær Sag er stukket af over til Jer via os. Du ved, hvor god en Mand, han har været for os, og der er opstået et virkeligt Venskab mellem ham og mig. Jeg vedlægger et Brev til ham og vil indstændigt bede dig om at drage Omsorg for, at det kommer ham i Hænde. Hvorledes Forholdene er for tysk« derovre, ved jeg jo ikke, men det var Ritters store Sorg, hvis han skulde komme i en Fangelejr. Jeg lover ham i Brevet at forsøge gennem mine Venner derovre at skaffe ham gode Kår, og jeg vil bede dig gøre alt, hvad der står i din Magt for at hjælpe ham. Prøv, om du kan få en personlig Samtale med ham. Du må gerne fortælle ham alt om mig. Hjælp ham det du kan, og hvis der er Mulighed for, at han kan skrive Brev hertil, hjælp ham da at få det igennem. Pas nøje på, at de tyske Myndigheder - hvis det er muligt ikke får fat i ham eller får Kundskab om, at han er kommet over, da han her har efterladt et Brev om, at han har begået Selvmord. Giv ham f. Eks. et falsk Navn og prøv at gøre ham til dansk Statsborger. Det kan han jo godt være, selv om han kun taler Tysk. 

Gør, hvad du kan, og lad mig snarest høre nærmere om, hvorledes det er gået.

Loggen fra din Far skulde være med i Dag. 

Hilsen

Fn. 1” 

Nedenstående er en afskrift af telegram og nogle personnavne er taget ud af telegrammet.

Kære Fn1. 

Tak for alle de kærkomne meddelelser. 

Din Ven har vi foreløbig i Behold her, d.v.s. her forplejes han hos dine Kolleger her, men under de bedst mulige Former, og vi gør alt hvad der står i vor magt, men  da det er første Gang; et sådant Tilfælde forekommer, og det jo er svært at forklare folk det faktiske Forhold- må det Jo nødvendigvis tage sin Tid. Vi vedlægger Brev fra ham. Vi skal nok lade dig det vide, når der foreligger noget nyt i denne Sag. 

Ovennævnte meddeler imidlertid, at han før sin Afrejse forsøgte at komme i Forbindelse med dig, for at give dig en Advarsel, han var af sin Overordnede blevet opfordret til at holde et øje med dig, og da han dertil bemærker, at du var god nok, men man måtte jo ikke glemme, at du var Dansker og de andre Tyskere, blev der kun svaret: "Warum sind Sie mit dem .... so intim" Hans øvrige Historie kender du jo, og Grunden til hans Afrejse ligeledes. Her X bliver gjort alt for at dække ham, m.H.t* Navn ete., men desværre har hans Rejsekammerater omtalt at der var en sådan Person med, men vi har gjort store Foranstaltninger for at få dette rygte slået ned, og da vi er kommet ret tidl. På det, håber vi også, at det lykkes, ovennævnte bad os foranledige, at du videregav denne Advarsel til jeres mester. 

Da jeg nu er i Gang med Advarsler, må vi straks give en til, og denne Gang er det ikke under Dæknavn, det drejer sig om en Spritsmugleren, han vil en af de allerførste Dage komme over til din By eller en lille ø, og vi kan ikke advare skarpt nok imod ham, vi har positive oplysninger fra H. 2o5 om, at han er i Tyskernes sold, så behøver vi vel ikke sige mere. Der forventes snart, at der vil ske en Eksplosion i denne Sag. Send venligst dine Kolleger på den lille ø en omgående Advarsel. 

Vi har modtaget et Brev fra Sy. 9 (S) han forespørger, om han ikke kan komme til at arbejde for os, nu vil Skæbnen, at vi egentlig godt kan bruge en sådan til H. 213, men vil dog forespørge først om din mening. 

Desværre må vi jo give Afkald paa Fn. 7 s Assistance foreløbig, ligesom Fn. 6 først kommer igen her om ca. 14 Dage. Fn, 7 s Afløser, som vil hedde Fn. 8 vil en skønne Dag besøge   Sxxxx, forsynet med behørig Legitimation. 

Overbringeren af dette Brev som du jo via Fn. 2 kan komme i forbindelse med er f.f., dog uden at være Vidende om nogen ting, han er en gammel Kending af mig og 100 % god, og da han skal her tilbage er der jo en vis mulighed for, at du kan give ham nogle Køer med, vi er dog vidende om, at han allerede har Ordre på et Par Tyrekalve. Såfremt I ønsker (hvilket vi gerne ser) at vi skal hilse på ham ved Kt. 1, da sørg for, at vi på en eller anden måde i ordentlig Tid får Besked . 

Venlig Hilsen H. 10. (Alias Werner Gyberg).  

De fleste som der kender lidt til besættelsestiden i Vendsyssel ved udmærket hvem og hvad Kaj Mortensen stod for, han var nemlig en dygtig leder for distrikt 1. Vendsyssel.  

Nedenunder er der to afskrifter af originale dokumenter fra Kaj Mortensens private arkiv, som jeg venligst har lånt af familien Mortensen.  

Kaj Mortensen bliver Chef for distrikt 1, Vendsyssel og bruger dæknavnet Fn1. 

Bag dæknavnet Aagaard gemmer Verner Jensen sig, som også bruger dæknavnet H202 i forbindelse med Sveriges flugt ruterne. Nedenunder citeres der fra brevene:  

Til H.202 fra Fn1  

”Kære Aagard!   

Den 3/7 -44. 

Rigtige mange tak for Brevet, og Tak for det Jern og Stof, som ankom forleden. Men det er jo lidt af det lange. Jeg sender dette Brev i Forsendelse mrkt. "Strengt fortroligt” og giver fornøden Instruktion om dets Øjeblikkelige Tilintetgørelse i Tilfælde af, at der skal opstå fare for, at det skulle komme i de forkerte Hænder. 

I mit sidste. Brev til dig skrev jeg noget om et ’’særligt Formål", hvortil jeg ønskede meget Jern, og jeg lovede at fortælle lidt mere herom, da jeg tror, at det vil hjælpe på forståelsen for Sagen. 

Jeg er nu ansvarlig Leder af hele Vendsyssel med fjorden som Grænse mod Syd, så min Snak om Travlhed er ikke lutter Pjat, Du vil således også kunne forstå, at jeg ikke bliver rask og kan gå i Arbejde igen på Kontoret under denne Krig. Jeg bor udenfor Byen og rejser naturligvis meget. Et eller andet Sted i Vendsyssel har jeg stående en "Hær" på 100 Mand, som er – ja, jeg burde naturligvis ikke skrive det - rigtigt militært uddannet og under Kommando af rigtige Befalingsmænd af højere Grader. De kan alt og har alt - undtagen Jern. De står fuldt og helt til min Disposition, men jeg må naturlig vis skaffe dem Jern. 

Og de har en frygtelig ønskeseddel: 

2 Morterer, to Panserværnskanoner, ca. 10 lette Maskingeværer, et Antal Maskinpistoler, 16 Pistoler Kal. 9 (helst) og ca. 50 Karabiner eller Rifler. 

Ja, den er skrap, men det er naturligvis også vor ønskedrøm. Hæren vil blive sat ind på meget vigtige Punkter, men vi har meget lidt Håb om at få Bevæbning Vest fra. - Derfra viser de sig stadig valne og langsommelige - for ikke at sige ligegyldige, og jeg sætter større Håb til "Brødrefolket". Du må gøre alt for at hjælpe os med dette. Jeg ved jo ikke, hvilke muligheder, du har, men dem der er, må du udnytte til det sidste, og du må gøre det straks, ønskedrømmen kan vi naturligvis ikke få opfyldt, men nu ved du, hvad den går ud på, og så må du prøve at bringe det så nært dertil som muligt. 

Jeg behøver vel ikke at tilføje, at vi også er i frygteligt Bekneb for Stof. 

Jeg skriver ikke mere denne Gang, men slutter med de venligste Hilser dig og din Kone Fn.1”  

Kaj Mortensens rapport om forholdene i og omkring Frederikshavn. 

Indhentet den 22. september 1944.  

”1. På "Pikker bakken" der er beliggende ca. 2 km. syd for Frederikshavn, er der for nylig opsat og taget i Brug - et meget stort og meget effektivt Lytteapparat. 

2. Strandminerne, der hidtil kun lå fra Skagen til Frederikshavn, er nu også udlagt syd for Frederikshavn til Gården ”Søndre Klit" syd for Sæby. Minerne ligger på 3.dje revle, hvilket vil sige i en Afstand fra Kysten af ca. 150 m.. minerne er af den sædvanlige Slags - Cementblokke med indlagt Sprængladning, og med 4 nedstøbte Kontaktstænger. 

3. På egnen syd for Sæby og andre Steder i Vendsyssel, er der givet Varsel til Civilbefolkningen om at der kan ventes Indkvartering af tyske Soldater. At det må dreje sig om et ret betydeligt Antal, fremgår bl.a. deraf, at en lille Landsby sok Voerså, med ca. 400 Indbyggere, tales der om en Indkvartering af ca. 2000 Tyskere. 

4. I Sæby, hvor der tidligere var stationeret ca. 6-700 Mand SS Tropper, er der nu kun ca. 50 Soldater, hvoraf Hovedparten er Russere.

 5. Flyvepladsen i Sæby, som er beliggende på Sæbygaards Jorder, bevogtes nu kun af 5-4 danske Nazister, foruden ca. 10 tyske Soldater. På Flyvepladsen i Sæby er der beliggende en Del Benzin i Tromler. Tromlerne ligger i Kamuflage stillinger ca. 1 m. under Jordoverfladen, de er beliggende i Pladsens nordlige Kant. 

6. Minerne på Kulkajen i Frederikshavn, var endnu Mandag den18. ds. ikke blevet indladet i Mineudlægningsskibene. (Omtalt under Pkt. 2. i Rapport over Observationer i Frederikshavns Havn den 14/9.) 

7. Den 19.ds. Kl. 15,- dansk Tid blev Politiet i Østerby på Læsø afvæbnet. Umiddelbart efter Afvæbningen blev der fra tysk Side foretaget Husundersøgelse i de 4 Betjentes hjem. Tyskerne overtog straks Vagtskuret på Havnen, men havde Ordre om ikke at måtte røre ved Papirerne, med Undtagelse af Sejlpassene og Kartoteket. Den 20.ds. Kl. 8,30 Morgen, blev Betjentene afhentet i deres hjem, og blev af den stedlige Kommandant beordret i Tjeneste igen, ide t han udtalte, «At alt var i Orden" da Betjentene ikke vilde gå i Arbejde, blev de truet med Tvang, om ikke før, så når Gestapo kom om Eftermiddagen. Betjentene er nu i Sverige. 

8. På Læsø er der ca. 100 tyske Soldater, Pionerer, der skal være ankommet fra Fredericia. 30 ligger i Byrum og 70 i Vesterø, de har kun Håndvåben, Mp. og Mg. og Håndgranater. Soldaterne er af dårlig Kvalitet. Der er ret stor Beholdning af Ammunition på øen, Hovedparten ligger i Vesterø, lige for Indsejlingen i Havnen, i en Bunker, der samtidig er Pejlestation. En mindre Del findes i Byrum, i en Barak vod Udkigstårnet. På Læsø er der to Pejlestationer, en mindre ubetydelig i Byrum og en forholdsvis stor i Vesterø. På denne Pejlestation findes en Funkmester. 

9. I Østerby Havn ligger Kutteren K.5, den er meget sjældent ude, ofte kan der gå en hel Måned hvor den ikke er ude. Besætningen ombord er 3 Marinere og 3 Værnemagtssoldater. Senderen ombord er ubrugelig, og selv om den var brugelig, vilde den ikke have nogen Betydning, da ingen ombord er i Stand til at betjene den. Til Kutteren hører 6 Karabiner, 6 Pistoler, granater m/ Skaft, 50 Æg (pineapples), Sprængladning, samt et dansk Maskingevær, som dog efter Sigende ikke kan betjenes af Bådens Besætning, Kommandanten ombord er Kaptajn Vagdt (fra Kiel). Han er bange af Naturen og let at skræmme, og samtidig meget upålidelig, han har ofte sendt Breve med svenske Fiskere, og har modtaget adskillige Beklædningsgenstande, som han har ladet svenske Fiskere købe i Sverige. 

10. Lørdag den 16. ds. ankom fra Frederikshavn, 2 Danskere, en Konstruktør og en Vej ingeniør og påbegyndte straks efter Ankomsten med at opmåle Landevejene og Havneterrænet, såvel i Vesterø som i Østerby. Dg to Herrer som var udsendt for tysk Regning, arbejde også om Søndagen. 

11. Telefonforbindelsen fra Læsø til Fastlandet foregår over det danske Kabel, som fører 2 Ledninger, hvoraf tyskerne har overtaget den ene, dette skulde efter Sigende være den eneste Forbindelse der er. Kablet går fra Byrum til et Punkt ca. 5 km. syd for Frederikshavn. 

12. Til Punkt 9. skal yderligere bemærkes, at Besætningens på K.5 Opgave er at holde Vagt over svenske Skibe, der af og til går i Havn, og forhindre, at de svenske Besætninger går i Land.

 13. Færgen mellem Læsø og Frederikshavn var standset den 13. og 20.ds., hvorvidt den atter er i Gang vides ikke. 

14. Ved en Telefonopringning den 20.ds fra Læsø Politi til Frederikshavns Politi, blev der på Forespørgsel om, hvad man skulde foretage sig, svaret, at man der gik civil på Stationen. - I hvert fald dem der ikke var væk - Læsø politi blev anmodet om at handle pr. Konduite, da de ikke vilde modtage Ordrer af nogen art fra Frederikshavn. 

15. Der er åbenbart Forskel på, hvorledes man fra tysk Side betragter de russiske SS Soldater, i Skagen har man fået Besked på, at der er ikke noget der hedder Russere og noget der hedder Tyskere, "det er altsammen tyske Soldater” mens man i Frederikashavn fra tysk Side skelner meget stærkt i mellem “Russere” og "Tyskere". 

16. Da Tyskerne overtog Kystpolitikontoret i Sæby, interesserede de sig meget stærkt for Kassebeholdningen og fjernede de ca. 100 Kr. der var i kassen, tilsyneladende gik Pengene i deres egne Lommer. 

Gøteborg, den 23. September 1944”. 

Slut. 

Det betyder følgende: 

Æg (pineapples) = Ananas håndgranater. 

Mp. = Maskinpistoler. 

Mg. = Maskingevær

 

Nedenstående breve er fra kaj Mortensen private arkiv som jeg har haft lånt af familien til Kaj Mortensen. 

AFSKRIFT 

Til samtlige Ledere! 

Da det i den senere Tid flere Gange er sket, at der er droppet mere end en Gang på nogle af Pladserne, indskærpes det herved, at Lygterne ikke må tændes, efter at første modtagelse har fundet Sted. Det er let forståeligt at piloterne kan blive forvirrede af de mange Lys, der bliver tændt på den Vej, de følger ind over Landet, og det er derfor et rimeligt Krav, at der ikke tændes mere end nødvendigt, så meget mere som Pladserne ofte kun ligger få Kilometer fra hinanden. 

Fremgangsmåden for Brug af Lygterne er følgende. 

Der tændes, når der høres Motorstøj i nærheden af Pladsen. 

Når maskinen kommer, sigter man efter den med samtlige Lygter, idet man stadig følger den på dens Fart. 

Så snart Droppet har fundet sted, slukkes alle Lygter - og må altså ikke tændes igen. 

Der må ikke som det enkelte Steder har været Tilfældet, opstilles ekstra Signallygter for at hidkalde Maskinen. - Er pladsens Beliggenhed en sådan, at en lygte opstilling må påregnes at være utilfredsstillende må den kasseres. 

Så fremt de ovenanførte Regler ikke nøje følges, kan man ikke forvente vellykkede Operationer, og der er i før efter nærmere Ordre. 

Der er fremdeles Grund til Utilfredshed med de modtagne Rapporter, idet mange af dem er affattet på en Måde, som lader formode, at de pågældende Ledere går ud fra, at vi, som det tidligere var tilfældet, kender hver enkelt Plads og alle de dertil knyttede særlige Forhold. 

Dels har Trafikforholdene, som medfører, at vi først; kan påregne at have Rapporter 3 á 4 dage efter at Begivenheden har fundet Sted, og dels har Udviklingen, som har medført, at vi til Stadighed har 70 – 80 Pladser i Operation, samt at der er operationer næsten hver Dag, medfødt, at et ret omfattende Regnskab er påkrævet. - Det er derfor absolut nødvendigt« at Oplysninger, der indsendes hertil, er så nøjagtig« og så omfattende som overhovedet muligt. 

Venlig Hilsen 

 Støvring som er Toldstrup.

 

I et andet brev fra Kaj Mortensens private arkiv, skrives der om lidt problemer på en af nedkastnings pladserne. 

Onsdag, den 25/4 -45. 

Kære Toldstrup.

 Jeg maa erkende, at mine Pladser efterhaanden er kommet i en værre Brokkenskid. Men nedenstaaende skal jeg redegøre for Status, og herefterdags skal Regnskabet blive holdt i Orden, idet Knud nu helliger sig dette Problem, fremtidig opnoterer vi Datoerne for Meldingerne og fører dem a jour med, hvad der efterhaanden sker paa dem. Pladserne er instrueret om at give omgaaende Underretning, naar en Melding har været der, og det gives derpaa ufortøvet videre til dig. 

Jeg vedlægger den fra dig modtagne "Englands Rapport", som jeg kan acceptere med de anførte Rettelserog Tilføjelser. 

22/4 var   Pouline og Carmel meldt, men der kom intet. 

23/4 fik    Carmel½ Fox.            De trak yderligere ½ Fox ned, idet din sidste Instruktion angaaende denne     forkastelige Fremgangsmaade ikke havde naaet Holdet inden Kastningen. 

Holdene er nu instrueret desangaaende. 

Det forlyder - men er ikke bekræftet - at Tyskerne ved Sæsing skal have fundet en hel Kastning (herreløs). Holdene gør opmærksom paa, at der af uvedkommende folk, f. Eks. Cyklister, undertiden blinkes til natlige Flyvere, og man frygter, at en Flyver skal have ladet sig vildlede af en saadan Signalering. Dette i Forbindelse med, at der paa Carmel er kastet ½ Fox ud over det til denne Plads bestemte, hvilken Fox altsaa er kastet efter et andet Signal end det, som den skulde have været kastet efter, kan maaske foranledige en Indskærpelse til Flyverne at kun at kaste efter det dem opgivne Lyssignal, og ikke kaste, fordi de paa Jorden ser er tilfældigt Signal. Desuden maa den røde Lygte jo kunne fortælle, naar det virkelig drejer sig om et Nedkastnihgshold. 

Jeg gør iøvrigt opmærksom paa, at Nedkastningen paa Skjold den 23 ds. var ualmindelig fint Arbejde fra Flyverens Side. Han gik direkte ind over Pladsen i passende Højde og kastede samlet og præcist. 

Angaaende "Plads Nr. 100", da er jeg indforstaaet med, at den tidligere har været opgivet herfra, men kasseret af England!. Den i sin Tid opgivne Position gælder stadig trods Differencen i Angivelserne paa 300 m. Naar jeg nu forsøger den igen, er Grunden den, at den er særdeles velegnet set fra vort Synspunkt. Kassationen fra engelsk Side blev ikke motiveret, men Folk paa Stedet hævder at have set, at en natlig Flyver den Gang nedkastede Faldskærme paa Stedet (Faldskærmsfolk ?).                 Denne Paastand hævdes haardnakket, og hvis den er rigtig, maa det formodes, at Pladsen den Gang blev brugt til særligt Formaal, og at vi nu godt kan bruge den igen. Det er dog muligt, at jeg er forkert underrettet. 

Pouline aflyses herved og bedes flyttet til: 1:100.000, Bl. 7. 1 A lige i "l"erne i "Vester Mellerup". Holdet arbejder videre paa den gamle Plads, indtil Ændringen foreligger, men der anmodes om hurtig Ændring. Den udbeder sig 24 Cont. 

Skjold er aflyst indtil videre (stillet i Bero). Det samme gælder nu Carmel og Ferdinand. 

Valeska venter sig stadig. 

Der er megen Misfornøjelse med det nye Vaaben - den 2 m lange Riffel' lignende Bøsse, som her er blevet døbt "Abessinierne". Det er vel ikke et nyt engelsk "V" Vaaben (V.8 ?). Er der ingen Mulighed for at faa mere Dukketøj, d.v.s. Karab.? 

Angaaende evt. Leverance fra CSSEG0CPSWT (Fjerritslev), da er vi meget taknemlige for Tilbudet, men Transportforholdene er nu saa vanskelige, at vi hellere vil forsøge Selvforsyning fra luften. Vejpatruljer og Spærringer florerer uhyggeligt, og for Øjeblikket maa en Transport anses for at være et temmelig hasarderet Foretagende. Hvis det er Karab. eller M.P. vil vi dog gerne løbe en Risiko ved at hente det. 

Med Hilsen 

Palle som er Kaj Mortensen.