Nedenstående avisartikel er fra den illegale avis ”Nordisk Front” fra den 27. april 1944. Den gamle avis var i så ringe stand at den knap nok kunne læses.
Derfor denne afskrift.
Der citeres: "Dødsstraffen, som var en Umulighed i Danmark,
er genindført. Mange gode Danskere, der længes efter den kommende Afregning, er bange for, at vi til den Tid vil vise den bekendte, danske Øllebrød, og at de mest fanatiske Elementer derfor, så snart ske kan, vil indføre
Gadens Regimente i 14 Dage med Død over Nazisterne.
Vi er enige med dem i, at Dødsstraffen ikke kan undværes til den Tid, da Mordcentralens Håndlangere
skal stå til Regnskab for alt det gode danske Blod, man vilkårligt har ladet flyde i disse År, særlig efter den 29.-8. Men disse Schalburg- og Frikorps-Fyre skal allerede nu vide, hvad der venter dem. Hvad skulde vi ellers gøre
ved dem? Deres Død skal tjene til Skræk og Rædsel for kommende Slægter og navnlig for alle dem, hvis Nazisme ikke dør med Hitler.
De skal vide, at nu er det Folkets
sunde Rets instinkt, der udtaler sin Dom. Folket vil heller ikke ofre dyre Fængselsophold gennem mange år på disse Forrædere,* allerede i de „gode, gamle Dage“ før 1940 regnede man med, at en Forbryder i Fængslet
kostede lige så meget som Ophold på Marienlyst; og da vi kender til Forholdene, undrer vi os over, at det ikke er endnu dyrere.
Men Opgøret må ikke præges af
Had eller Gadens Regimente. Vi maa have Loven skærpet og naturligvis med tilbagevirkende Kraft. Forbryderne skal have en Forsvarer, og når Dommen er faldet, skal de kunne få et Benådningsandragende afslået.
Mange tænker sig, at pludselig er Fjenden ude af Landet, og vi har straks „normale Forhold“. Men der vil komme en Overgangstid, der endda kan blive ret lang, mens vi gradvis glider tilbage til vore
egne, fredelige Forhold. Det er absolut nødvendigt, at denne Overgangstid præges af Strenghed. Opgøret med Forræderne er en absolut Nødvendighed. Måske tager vore Allierede sig af Best, Hanneken, Pancke og andre af de
„store“ for deres Forbrydelser her og i andre Lande. Men der bliver nok endda til os andre. Og de værste af dem, der bliver tilbage, skal behandles først og strengest! De vil blive udryddet af det danske Samfund. Derved fuldbyrdes
Retfærdigheden".