Blandet

Avisudklip fra Frederikshavns Avis 1939. Fundet i Kaj Mortensens arkiv.

 

 BERETNING AF SIGVALD EJSING 

Sigvald Ejsing går "under jorden" 

Beretningen er fra Sigvald Ejsings private arkiv og der er ikke rette i Ejsings historie. 23. september 1944 Frederikshavn, I dagens løb har tyskerne flere gange spurgt efter mig, og da jeg frygtede for, at de ville spærre politimesterembedets konto i Sparrekassen, har jeg hævet alt pa kontoen på nær 5. oo kr. Pengene opbevares i kontanter et sikkert sted og vil evt. blive brugt til  gageudbetaling og lignende. Politistationen og politi kontorerne stadig lukkede og ubesatte. Der er meddelt mig navnene på 4 mand, der er taget til  Sverige. Politibetjent Frandsen er fra Læsø kommet til Frederikshavn. Dei civile luftværn vil nu blive søgt genopretter med kaptajn Kristensen som leder. Kommunen afholder alle udgifter, og bliver baseret på frivillighed.  

Tyskerne er rystede over virkningen af aktionen. De aner formentligt ikke. hvor omfattende politiets arbejde er. Ordningen forudsætter aftale med W.U., da vi skal have varslingen for Frederikshavn til kommandocentralen, der skal besættes. Såfremt C.B.eme ikke må møde i uniform, må deres C.B.-legitimationskort søges afstemplet i kommandanturen, da de ellers næppe vil tå lov til at gå ude under flyvervarsel. 

 Såfremt der ikke i løbet af mandagen fremkommer andet fra Statens Civile Luftværn vil denne ordning søges gennemført fra mandag aften. I Skagen søges en lignende ordning gennemført under ledelse af kommandørkaptajn Michaelsen hvis han er at formå dertil. Foreløblig anser han sig for afskediget. 

I politikreds 51 Frederikshavn/Skagen blev politiet afvæbnet, men ellers skete der ikke noget fra  tysk side. 

Politikredsen havde dog en del politifolk på Statens Politiskole i København samt på politikaserne i Aalborg. Med få undtagelser blev de taget af tyskerne og sammen med mange andre politifolk ført til de tyske koncentrationslejre. Reservepolitibetjent Egon Nielsen havde som i tidligere nævnt haft nattevagt. Han stod op lidt før middag og cyklede ned på politistationen i civil, påklædning. Uden for politistationen blev han stoppet af civile borgere, der advarede ham mod at gå ind på politistationen, som de mente var besat af tyskerne. Gennem  vinduerne kunne Egon Nielsen se  at hans kolleger tilsyneladende uantastet gik rundt derinde. Han gik ind på stationen og blev gjort bekendt med situationen - at tyskerne krævede politifolkenes våben udleveret. Han afleverede sin pistol til en kollega. Senere på dagen deltog han i et møde sammen med en del af sine kolleger. Det blev på mødet besluttet, at politiet ville nedlægge arbejdet. Forinden, havde man på politistationen konstateret, at fjernskriver-forbindelsen ikke var i orden. Det var heller ikke muligt at komme i telefonisk forbindelse med Københavns politi. Det lykkedes at få telefonisk kontakt med politiet i Aalborg, hvor man fik nogle oplysninger, Egon Nielsen tog foreløbig ophold hos bekendte i Brørup. Jeg var selv tjenstgørende reservepolitibetjent ved jernbanebevogtningen og skulle møde på arbejde hen på eftermiddagen Jeg havde opholdt mig ude på Lerbæk Hovedgård hele formiddagen og fik først oplysning om. hvad der var sket på. pensionatet på Elmevej om middagen. Mange ugifte politifolk spiste på pensionatet. I uniform cyklede jeg derefter ned på politistationen for at få oplysning om, hvorvidt jeg skulle møde på arbejde Civile folk så forbavse efter mig, da jeg cyklede til stationen. Her fik jeg straks besked på a cykle hjem og skifte om til civil og komme ned og aflevere min pistol. Jeg afleverede min pistol til en civil tysker, der opholdt sig i ekspeditionslokalet på politistationen formentligt en gestapomand. Under i opholdet på politistationen hørte leg ordenspolitiet stationsleder - politiassistent Emil Lauritzen - udtale, at han ville blive på stationen indtil videre - for alle kunne  da ikke sådan uden videre forlade politistationen. 

Det fremgår af politimesterens dagbog, at Lauritzen også befandt, sig på politistationen den 20. september Det blev vist den sidste dag. 

Jeg sov på min bopæl natten mellem den 19. og 20. september. Da jeg kom over på pensionatet den 20. september fik jeg oplyst, at så godt som alle mine kolleger var flygtet. Den engelske radio meddelte, at 2000 politifolk var taget af tyskerne og på vej til ukendt bestemmelsessted. Forgæves søgte jeg telefonisk kontakt med min nærmeste chef -politiassistent. Rudolf Hansen. Det blev hans kone, jeg kom til at tale med. Hun turde ikke oplyse, hvor hendes mand var. Samme alten flygtede jeg ud på Lerbæk Hovedgård, hvor jeg opholdt mig frem til 1. november hos proprietær Chr. Nielsen. Politibetjent James Christiansen var ude  i sagsbehandling ved i 11 00 tiden i området ved Kløvervej, Der kom en bil med tyske officerer, der standsede op ved siden af ham. De afvæbnede ham og kørte igen. James skyndte sig hen på politikontoret, men der var også tyskere, der ville afvæbne ham. De troede ikke rigtig på  hans oplysning om. at, han lige var bleven afvæbnet. Politifuldmægtig Jørgensen korn til stede for at løse problemet. James benyttede lejligheden til at forsvinde over til en kollega. Jørgen Adamsen gjorde tjeneste ved politiets kyst bevogtning. Han cyklede ved 1 1,00 tiden ned ad Havnegade tor at komme til kystpolitiets kontor. Boensgade 2. 1 Havnegade mellem Ritz og Dania blev han. stoppet af en bil med fire tyske hærofficerer, De sigtede på ham med deres pistoler - afvæbnede ham og lod ham cykle videre til kystpolitiets kontor, der lå i nærheden. Her befandt sig også tyskere, der ville afvæbne ham. Den tyske havnekaptajn var på kystpolitiets kontor. Han var ikke nazist, men han var loyal over for Tyskland. Politifolkene havde haft et godt samarbejde med ham. I en kort tale tilkendegav han over for de tilstedeværende kystbetjente, at han personlig var ked af det, der var sket, idet han havde haft et godt samarbejde med politifolkene, og han mente ikke at de samarbejdede med sabotører. “Jeg har fået 2 ordrer. Den første er afvæbning, og det kan jeg konstatere er sket". Derefter talte han ganske langsomt. “Ordre nr. 2 er internering. Jeg gentager - internering. Jeg kan oplyse, at den sidste ordre får jeg først, om 24 timer. De tilstedeværende forstod, at det var en indirekte opfordring til dem om at forsvinde inden udløbet af nævnte tidsfrist. Forinden tog de alle kystpolitiets stempler med. De blev senere benyttet til at udstede falske legitimations kort. Jørge Adamsen fik udstedt et falsk legitimationskort lydende på navnet - Jens Andersen. En kollega - Poul Bjørnager Jensen - var ekspert i at efterligne politimester Platou’s underskrift - så Platou næppe selv kunne se, a det Ikke var hans egen. Holger Christensen gjorde også tjeneste ved kystpolitiet og var på vagt ude på molen Han blev af havnevæsenets folk adviseret om. at nu kom tyskerne efter ham. Et øjeblik efter kom tyske soldater ind til ham og forlangte at få hans våben udleveret. Han svarede, at de selv kunne finde dem. De fandt hans pistol i skabet. De oplyste ham om., at de tog pistolen med, og at han ellers kunne fortsætte sit arbejde. Det sidste troede han nu ikke på. Han ringede til vagten på kontoret i Boensgade, men det var en tysker, der tog telefonen her. Lidt senere ringede en kollega til ham og bad ham om at forsvinde. Han tog dog først ind på. kontoret i Boensgade. Her blev han sammen, med kollegerne enige om, at det var bedst at “gå underjorden“. Kriminalbetjent Valdemar Egeris Svendsen kom hjem med færgen fra Læsø om formiddagen efter endt sagsbehandling på øen. Han fik ingen kontakt med værnemagten, og afleverede ikke sin tjenestepistol. Kriminalbetjent Kaj Mortensen var allerede “gået under jorden” den 7. juni samme år. Han var dybt involveret i modstandsarbejde og var leder af region Vendsyssel. Politibetjent Ralf Christoffersen havde tjeneste på politistationen, og han sad og betjente fjernskriveren, da tyskerne kom og holdt ham op og afvæbnede ham. Han deltog senere samme dag i et politimøde hvor det blev besluttet, at politiet under de foreliggende omstændigheder ikke kunne fortsætte.    

Kriminalbetjent Jørgen Faurby afleverede sin pistol på politistationen om eftermiddagen. Få dage senere blev han sammen med flere andre politifolk illegalt i en fiskekutter sejle fra Sæby til Varberg i Sverige. Han meldte sig til politibrigaden i Sverige. Politibetjent Frimodt Madsen var på tjenesterejse til København. Han undgik af blive taget af tyskerne. 

Helge Melsen og Peder Sloth var på udrykninsgkursus på politikasernen i Aalborg. De var begge i en deling, der var sendt på øvelse i en udrykningsbus- Øvelsen foregik ved en grusgrav et stykke syd tor Aalborg. Op ad formiddagen kom nogle civile og fortalte dem, at politiet i Aalborg var taget af tyskerne, og at det var risikabelt at tage tilbage til politi kasernen. Ca. halvdelen afdelingen forsvandt på grund af advarslen Mellem dem var Peder Sloth. Den anden halvdel var i tvivl om rigtigheden af det oplyste - for man skulle jo ikke tro på alle slags rygter Helge  Melsen var mellem der tog med bussen tilbage. Netop som udryknings bussen nåede frem til politikasernen, måtte den stoppe ved en tysk maskingeværstilling. 

Efterfølgende gik turen til Neungamme. Melsen overlevede det ubehagelige ophold i de berygtede koncentrationslejre. 

Statens politiskole den 19. september 1944. Jeg har ikke nogen fuldstændig oversigt over. Hvor mange politifolk fra det daværende politikreds 51, der var sendt på politiskole. 

Her er en beretning fra en politibetjent i Skagen - Børge Villy Nielsen der døde den 22 nov. 1945 som følge af opholdet i de tyske koncentrationslejre. Beretningen, som han har nedskrevet i sommeren ¡945 - har jeg fået af hans datter  Jette Sørig Nielsen, Skagen. Jeg bringer kun den del af beretningen, der omhandler 19. september og den efterfølgende transport af de fangne politifolk til Neungamme. 

 Den 19. september 1944 lidt før kl. 11,00 blæstes der luftalarm i København, og straks efter overfaldt tyske SS-tropper og gestapofolk det danske politi Jeg, der den gang besøgte skolen, sad sammen med ca, 300 andre elever og lærere og spiste frokost i spisesalen Her blev vi overrasket af tyskerne, der havde omringet hele skolen. Modstand var nytteløs, thi hele salens ene side bestod af glasdøre, og ude på terrassen havde tyskerne opstillet maskingeværstillinger. Vi, der sad midt i måltidet, kikkede tilbage - så foragtelig på gefreiteren, der ledede aktionen, Dg fortsatte med spisningen Vi blev derefter kommanderet ud på terrassen efter at være bleven visiteret og blev visiteret igen. KL ca. 20,00 blev vi i lastvogne kørt til Frihavnen og bragt ombord M/S “Cometa* af Helsingør hvor vi blev stuvet ned i nederste lastrum, og derpå blev lugerne skalket. Senere på aftenen hørtes heftig skydning (sabotører?) Efter at navne på de personer, der ikke skulle med - nogle skulle på Shellhuset  medens andre blev løsladt - var bleven råbt op, sejlede skibet med resten. 

To nætter og en dag sejlede vi. frem og tilbag« i Østersøen, indtil vi den 22. sept. ved 10 - 11 tiden anløb Travemynde red v/ Lübeck. Under sejladsen opstod allehånde gisninger om hvor skæbne. Nu blev vi stuvede i godsvogne - 50 i hver - hvorefter turen gik til Neüngamme. Hvortlil  vi ankom ved 19 tiden. Ombord i “Cometa” havde vi fået udleveret rigeligt med smør, knækbrød og pølse - så endnu sultede vi  ikke Endvidere stiftede vi for første gang bekendtskab med tysk “kaffe". I banevognene fik vi derimod intet drikkeligt, og da det den pgl. dag var meget varmt, led vi så godt som alle tørstens kvaler. Politibetjent Carl Johan Lilballe og kriminalbetjent Harry Poulsen begge fra Frederikshavn - var også elever på Statens politiskole. De har givet samme beskrivelse af hændelsesforløbet på politiskolen som Børge Nielsen, Politibetjent Karsten Møller, der også var elev på politiskolen, var mere heldig. Han sad i toget på vej hjem til familien i Frederikshavn på en kort. orlov og slap fri for et ophold i tyske koncentrationslejre. 

De to forsvundne politibiler. 

Tyskerne fik ikke fat i ordenspolitiets vogn P 101 eller kriminalpolitiets vogn - P 228. Jeg har fået oplyst, at det var kriminalbetjentene Thieifoldt og Svendsen, der sørgede for at få kriminalpolitiets vogn gemt et sikkert sted Den blev bl a brugt til våbentransport. Fru  Vestergård Nielsen Sæby, enke efter provst Vestergård Nielsen Åsted, har oplyst, at ordenspolitiets vogn, P 101, var blevet gemt hos gdr. Hans Hansen, Ringhøj i Åsted. Det var læge Bodil Frimofit Sørensen, Frederikshavn, der kørte ordenspolitiets vogn ti i gemmestedet. Nævnte læge og hendes mand var begge ; medlemmer af modstandsbevægelsen i Frederikshavn. Det samme var daværende pastor Vestergård Nielsen, Åsted. Gageudbetalingen fortsatte. Frygten for at  udbetalingen af vores gage skulle udeblive viste sig at være ubegrundet. Jeg kan huske, at jeg i den politiløse tid fik udbetalt  50 kr. ekstra månedlig. Det svarede til en forhøjelse på 15 % 

Befolkningens bolværk over for besættelsesmagten. Under besættelsen frem til 19. september betragtede politiet sig som befolkningens bolværk overfor besættelsesmagten så langt og så godt som det var muligt at hindre overgreb over for befolkningen. Det store flertal i befolkningen var enig i dette synspunkt. I Frederikshavn blev det vist i form af en generalstrejke den 2 1. september 1944. Af og til diskuteres det stadig i Danmark, om vi gjorde det godt nok. Besættelsesmagten var ikke i tvivl. Den 19. september 1944 satte de punktum for politiets arbejde. De tålte ikke dette bolværk mere. Ca 2000 politifolk blev ført til de tyske koncentrationslejre, En del døde under de umenneskelige forhold i disse lejre. Politirapporterne har anvendt den tyske stavemåde . når tyske organisationer og militære titler nævntes. 

Danske politifolk Interneres i tyske koncentrationslejre.  Til Skagens Avis oplyste politibetjent Børge Villy Nielsen, Skagen, i 1945 om modtagelsen i Neuengamme af de internerede danske politifolk.  Nogle fanger kom os i møde spillende “Alte kammeraden”, og af dem fik vi enhjertelig modtagelse, men vi blev hurtigt kommanderet bort for at blive “iklædt”. Vore uniformer blev taget fra os, og i stedet iførtes civil klædning - det vil sige diplomattøj og lignende, som tyskerne havde stjålet fra jøderne. På det tidspunkt var sulten forlængst gæst blandt os, og vi glædede os til at få noget at spise, men appetitten forsvandt hurtigt, da vi blev beordret til spisning. Vi fik udleveret rustne bliktallerkner, som vi skulle være 2 mand om, og omgivelserne var ikke de bedste. I umiddelbar nærhed var der en kloak og W.C., som absolut skulle benyttes mest, når vi spiste. Der var en ulidelig stank derfra og fra maden, der bestod af kålrabi og atter kålrabi. Heldigvis blev opholdet i Neuengamme af kort varighed - for med de madforhold var det ikke til at holde ud. En dag vi besked på at rejse. I  øsende regnvejr stod vi til appel i flere timer, og beordredes derefter drivvåde ind i nogle kreaturvogne.  Efter 44 timers rejse uden mad og drikke kom vi til den berygtede Koncentrationslejr Buchenwald ved Weimar. En kollega, der havde sukkersyge, var dødssyg på rejsen. Han havde ikke fået insulin i 4 dage. Han faldt sammen ved ankomsten til lejren. Vi kom gennem kontrol, hvor vi fik udleveret en stribet fangedragt så tynd som vore almindelige pyjamasser. Efter at alle vore værdigenstande var fjernet, selv vielsesringene tog de, blev vi kommanderet ind i en gammel forfalden hestestald på 60 & gange 10 meter, Her skulle vi være 740 mand. Der var køjer i 4 etager, men vi skulle være 5 mand om hver køje, der målte 1,40 meter i bredden. Koldt var der, da vi ikke havde andet end den tynde fangedragt og et tæppe, som Røde Kors havde givet os. Der var fuldt aflus, og under madrasserne fandt vi døde rotter. Kosten bestod af følgende: Om morgenen fik vi et halvt tysk rugbrød, som også skulle strække til aftensmad. Til middag fik vi kålrabisuppe, brændenældesuppe og lignende. Engang imellem også lidt kød, men det var ikke værd at spise, men noget af sulten måtte vi have at stillet. Der var 28000 fanger i lejren, og af disse døde ca. 600 om ugen, Mange af disse kunne være reddet, hvis sygehusforholdene havde været i orden. Der var ingen rigtig uddannede læger. Vi danskere indtog en særstilling og blev langt bedre behandlet end f. eks. jøder og polakker. 

KOMITEEN FOR INTERNEREDE DANSKE POLITITJENESTEMÆND, blev dannet umiddelbart efter 19. september 1944 med adressen Kongens Nytorv 3, København K.  

KOMITEEN stod i jævnlig kontakt med pårørende til de internerede politifolk, og KOMITEEN arbejdede i nær kontakt med Dansk Røde Kors. Rundskrivelser til de pårørende havde alle påtegnelsen: Må ikke offentliggøres. Rundskrivelse nr, 1 blev udsendt i oktober 1944, Her udbad man sig oplysninger om den internerede led af sygdom, der nødvendiggjorde medicin af særlig art (Medicin efter lægerecept). Såfremt lægeerklæring ikke kunne fremskaffes, må der vedlægges recept for medicinen. Det blev oplyst, at der var bestræbelser i gang om frigivelse af syge internerede, men allerede nu vil man forsøge gennem “Røde Kors” at få sendt den nødvendige medicin til de enkelte. " 

Rundskrivelse nr. 2 fra KOMITEEN oktober 1944.  

Af skrivelsen fremgår, at afdelingsleder i “Dansk Røde Kors” kaptajn D. M. Steensbech ledsagede den første biltransport, der afgik fra København d. 28/9 med 1600 pakker. Transporten ankom til Neuengammelejren ved Hamborg d. 30/9. Da imidlertid de fleste politifolk allerede var overført til lejren Buchenwaldr ved Weimar, sendtes pakkerne videre med tog, da det ikke var muligt at skaffe brændstof til videre biltransport. 

Kaptajn Steensbech begav sig videre til Buchenwalde og aflagde d. 8/10 et 4 1/2 times besøg i lejren. Han fik ikke tilladelse til at besøge de internerede politifolk eller deres tillidsmænd. Han fik oplyst, at alle politifolkene nu var ankommet til lejren. Der befandt sig udover politifolkene en del andre danskere i lejren. Steensbech fik antallet af danskere i Buchenwald opgivet til 2.149.  

Overlægen i lejren havde til Steensbech oplyst, at sundhedstilstanden i lejren er god. Klimaet var godt. De fik det fornødne at spise.  

Alle 1600 pakker var udleveret bortset fra de 55 pakker, der forsvandt under togrejsen fra Neuengamme til Buchenwalde. Røde Kors havde imidlertid sendt 50 ekstra pakker.  

Rundskrivelse nr. 8 fra KOMITEEN oktober 1944.  

Da det muligt vil være ønskeligt at få sendt et tæppe til hver af de internerede danske polititjenestemænd anmodes de pårørende, hvis det var muligt for dem at fremsende et tæppe til “Røde Kors”. Bredgade 62, København K.

 

Tæppet skulle helst være et uldtæppe, der skulle være forsynet med en påsyet strimmel tøj med politimanden navn - fødselsdata - afsenderens adresse.  

Rundskrivelse nr. 4 fra KOMITEEN den 17. november 1944.  

Vedrørende pakker til Buchenwaideleiren.  

Fra Dansk Røde Kors er der til hver af de i Buchenwalde internerede danske politifolk afsendt følgende: a. 1 pakke indeholdende: 3/4 kg sukker - 1 kg spegepølse - 1 kg ost - 1/2 kg smør - 1/2 kg knækbrød - 1/4 kg rugkiks - 1 dåse brislinger - 1 dåse makrel - 1 dåse svinekød - 1 stk. sæbe - 20 bouillonterninger - 30 cigaretter og 100 gram tobak. 

b.              1 pakke indeholdende: 1 /4 kg smør - 1 /2 kg fedt - 1 / 2 kg maltsirup - 1 kg flæsk - 1 kg havregryn - 450 gram tørmælk - 600 gram marmelade - 20 bouillonterninger.  

Disse pakker er afsendt til Buchenwaldelejren henholdsvis den 20. og 28. oktober 1944.    

c.               1 tøjpakke indeholdende: 1 stortrøje - 1 par benklæder - 1 manchetskjorte - 2 sæt undertøj -1 halstørklæde - 1 par vanter - 1 skihue - 1 uldvest - 3 par sokker -1 par støvler med bjørnelædersål og diverse toilletsager. denne pakke er afgået den 3. november 1944.  

Endvidere er afsendt:  

d.              De tiJ. Røde Kors inden den 5, november 1944 indleverede private pakker til internerede, som endnu ikke har modtaget pakker. 

e.              200 kg æbler afsendt den 28. oktober 1944. 

f.               Diverse medicinalvarer (Insulin og vaksine etc.) afsendt 20. oktober 1944. 

g.              2000 sæt spisebestik (knive og skeer) afsendt 20 oktober 1944.  

I anledning af meddelelse i breve fra de internerede skal man oplyse. at Røde Kors med sendingen den 20. oktober 1944 har fremsendt 1/2 ' kg salt til hver af de internerede, samt at der med samme sending afgik 400 spinatinpiller til hver af de internerede. Samtlige sendinger er ankommet til lejren. Om muligt vil håndklæder senere blive fremsendt. Som meddelt gennem. Ritzaus Bureau foregår alle Dansk Røde Kors forsendelser til Lejren i Buchenwald direkte med lastbiltransporter.  

Vedrørende medicin.  

En større sending medicinalvarer sammensat efter Sundhedsstyrelsens skøn er gennem Dansk Røde Kors afsendt til lejren. Medicinalvarerne dækker behovet ved de almindeligforekommende sygdomme –således f. eks. levertran, vitamintabletter samt smertestillende stoffer; Magnyl o. 1.

 

De indsendte lægeattester og recepter vil i hvert enkelt tilfælde blive forelagt Sundhedsstyrelsen og kan. stadig indsendes. Sundhedsstyrelsen vil ligeledes drage omsorg for indkøb af medicin i fremtiden. Vedrørende breve til de internerede. Der vil kunne skrives til de internerede, så snart disse har meddelt sig og fremsendt interneringsnummer. 

For at brevene ikke skal blive forsinket i censuren, henstilles det, at de skrives på tysk. Der vil kunne afsendes 2 månedlige breve (4 sider a 15 linjer). Brevene vil kunne sendes ufrankeret, når konvolutten i venstre hjørne tydelig mærkes “Interneretpost” og øverst til højre Portofrit", udr må ikke lægges billeder eller tryksager i brevene.  

 Så vidt det er Røde Kors bekendt, vil de internerede kun kunne skrive hjem en gang om måneden.  

Rundskrivelsen sluttede med oplysninger om breve fra pårørende til KOMITEEN.    

Rundskrivelse nr. 5 fra KOMITEEN 24, november 1944. 

Direktoratet for Vareforsyning, Vognmagergade i København K. har meddelt tilladelse til, at der til hver af de Buchenwalde internerede danske politifolk kan sendes en julepakke fra en af disses pårørende.  

Pakken må indeholde:112 kg bolcher, 1,/2 kg marmelade, 1,/2 kg. honning - indtil 10 cigarer - indtil 20 cerutter og Indtil 100 gr. shagtobak. Pakken skal købes af den pårørende privat og sendes gennem Postvæsenet, og altså ikke sendes gennem Dansk Røde Kors. Samtidig med at pakken afleveres til forsendelse, skal medfølgende tilladelse afleveres til Postvæsenet. Endvidere kan vi oplyse, al vi fra Postvæsenet har fået meddelelse om, at enhver forsendelse under 5 kg til de internerede befordres gratis, når forsendelsen er påført “Internierte Versendung”.  Mange vil måske undre sig over, at nævnte Direktorat skal give tilladelse til hver enkelt pakke. Det skyldes, at det var varer, som i høj grad var mangelvarer i 1944. De kunne ikke uden videre købes.

SLUT

 

DISTRIKTERNE  I  NORDJYLLAND.

D1. Vendsyssel.

Lederens rigtige navn: Kaj Mortensen. Kriminalbetjent i Frederikshavn.

Dæknavne: Madsen, Palle Mørck, Palle Brun, Pallesen, Palle, Boye, FN1.

Født: 10-7-1907.

Død: 20-3-1988.

Indtrådt i bevægelsen, november 1942 med etablering af de illegale ruter til Sverige.

Frit Danmark, Distriktschef, Sektionsleder og i efterretningstjenesten.

Byleder i Frederikshavn i juni 1944.

Kontaktes før den 5. maj via præsten i Dronninglund

Postadresse: Repræsentant Thurø. PR. Dronninglund.

D2. Fjerritslev.

Lederens rigtige navn: Lærer i Kaas. E. Olav Nørgaard

Dæknavne: I. K. Kristensen, Pedersen/Petersen? Lund, Korsgaard.

Født: 13-3-1908.

Død: 9-11-2003.

Gik under jorden i slutningen af april 1945.

Kontaktes før den 5. maj via Petersen, St. Vildmoses Tørveindustri.

Postadresse: Repræsentant Peter Hansen, Postboks 15, Aabybro.

Tlf. Nr. Halne 15

Styrke: 60 Mand i 14 Grupper fordelt over hele Distriktet. Flere Grupper er under Dannelse.

D3. Thisted og Nykøbing Mors.

Lederens rigtige navn: Kaptajn, Oberst. T. P. Ejby-Nielsen

Dæknavne: Baes, Baes P, Carlsen, Bastrup, Ottesen.

Indtrådt i bevægelsen februar 1944 som leder af Thy, Mors, Hanherred med forbindelse til SOE.

Leder af modtagegrupper Mors og Sydthy.

Ledte oprettelsen af militærgrupperne i D3.

Kontakt personlig hotel Aalborg, Thisted Leder P.A. Sørensen.

Postadresse: ukendt.

Styrke 18o mand i 27 grupper.

D4. Aalborg.

Aalborg ledernes rigtige navn:

Adam A. Nicolaysen, Assurandør, kaptajn af reserven, forretningsfører.

Dæknavn: Thøgersen.

Adresse: Ålborg.

Notater: Fra 1943, Kontaktperson for Flemming B. Muus i Aalborg. Var med til at etablere modstandsgrupper i Ålborg og omegn, blev senere distriktleder i Ålborg.

Organisationstilknytning: Dansk Hjælpetjeneste

Modstandsaktivitet: Almen illegal aktivitet, logivært - husede SOE folk

Organisation: byledelsen 1944-45 Ålborg

Ruteaktivitet: Sabotage.

Aalborg ledernes rigtige navn: A. J. Jørgensen. Kommis, Kaptajn og Kriminaloverbetjent.

Dæknavn: Aabo.

Født: 17-4-1921.

Adresser: Hadsundvej 73, Randers

Tilknytning til undergrundshæren i region, 1. Nordjylland. Randers sektion

Notater: Blev byleder i Grenå september 1944; senere forflyttet til Ålborg.

Modstandsaktivitet: Almen illegal aktivitet, Militærgruppe.

Aalborg ledernes rigtige navn: C. V. A. Ruth. Pastor.

Dæknavn: Mogens, Henrik.

Født 28.06.1903

Død 12.11.1986

Adresser: Hvirring ved Horsens, Skørping, Aalborg.

Byleder (Hobro), Distriktsleder, Leder, Byleder

Tilknytning til undergrundshæren:

Region I, Nordjylland, Aalborg sektion, Aalborg landdistrikt, radioholdet

 Blev byleder i Hobro; senere overflyttet til Skørping som leder af modtageholdene.

Måtte forlade Hobro efter Gestapo-razzia 19-2-1945.

Organisationstilknytning: Dansk Samling.

Modstandsaktivitet: Almen illegal aktivitet, ledede en gruppe som arrangerede illegale filmforevisninger, Illegal presse, logivært

Lokalkomite: Deltager i Ranumkonventet. 10-11 marts 1945.

D5. Løgstør.

Aalborg ledernes rigtige navn: Ove Høegh-Guldberg. Læge, senere minister.

Dæknavn: Ørn, Niels Hansen.

Født: 28. 02.1905

Død:   02.12.1987

Kontakt: Dommerfuldmægtig Nielsen, Dommerkontoret, Løgstør.

Postadresse. F.J. Olsen pr. Løgstør.

Styrke 50 Mand i 10 Grupper

Region I, Nordjylland, Region II. Midtjylland.

Nedkastningschef, gruppefører, distriktschef, Distriktschef for Vesthimmerland.

Adresser: Gedved, Horsens, Løgstør, Ålborg.

Tilknytning til undergrundshæren i region I, Nordjylland, Løgstør Sektion, Løgstør Sektion.

Notater: Flygtede fra Horsens området den 4. november 1944 og fortsatte modtagearbejdet i Løgstør området

Var leder af "waterdropping".

Organisationstilknytning: Dansk Samling.

Modstandsaktivitet: Almen illegal aktivitet, Sabotage. Maj 1943 kontakt til kredsen omkring Borch Johansen. Frit Danmark, købte illegale bøger og gav penge til Frit Danmark (var hans start i modstandsbevægelsen efter eget udsagn)

Illegal presse, logivært, militærgruppe, ruteaktivitet

Leder af Gedved gruppen.

Nedkastningsleder for Horsens egnen 1944

Nedkastningsleder for Vesthimmerland 1944-45

Organisation: Tilrettelægger Ranumkonventet.

D.6A. Hobro.

Aalborg ledernes rigtige navn: C. V. A. Ruth. Pastor.

Dæknavn: Mogens, Henrik, Henrik Nielsen.

Født: 28.06.1903

Død: 12. 11.1986

Adresser: Hvirring ved Horsens, Skørping, Aalborg.

Byleder (Hobro), Distriktsleder, Leder, Byleder

Kontakt til lederen: Kordegnen i Hobro telefonisk kontakt.

Postadresse: Lærer Hornshøj Adelgade 47.

Tilknytning til undergrundshæren:

Region I, Nordjylland, Aalborg sektion, Aalborg landdistrikt, radioholdet

 Blev byleder i Hobro; senere overflyttet til Skørping som leder af modtageholdene.

Måtte forlade Hobro efter Gestapo-razzia 19-2-1945.

Organisationstilknytning: Dansk Samling.

Modstandsaktivitet: Almen illegal aktivitet, ledede en gruppe som arrangerede illegale filmforevisninger, Illegal presse, logivært.

Lokalkomite: Deltager i Ranumkonventet. 10-11 marts 1945.

Styrke 45 Mand i Hobro

D. 6B. Hobro, Aalestrup.

Lederens rigtige navn: Otto Emil Lippert. Journalist, redaktør.

Dæknavne: Holm, Bent, Bent Holm.

Født: 19-07-1920

Død:  09-12-1992

Byleder i Hobro, Sektionsleder for Hobro, chef for distrikt Hobro, distriktsleder.

Adresser: Adelgade 44, Hobro og Aalborg.

Tilknytning til undergrundshæren:

Var leder af modtagegruppe i Ålborg, blev senere byleder i Hobro januar 1945.

Illegalt blad Arbejde fra 1942 i Nakskov.

Illegal presse fra foråret 1943. Redaktion for "Frit Danmark" og "Information"

Jernbanesabotage, uddannet instruktør.

September 1944 "under jorden" i Ålborg området.

Modtagegruppe - I slutningen af 1944 på bl.a. Nibe egnen.

Organisation: 1 januar 1945 chef for distrikt Hobro.

Deltager i Ranumkonventet 10 -11/3 1945.

45 Mand i Aalestrup.

D7. Djursland.

Lederens rigtige navn: Henning Hansen. Ekspedient, repræsentant.

Dæknavne: Henningsen.

Distriktsleder Djursland

Notater: Blev byleder i Grenå januar 1945, senere medlem af Frihedsrådets Lokalkomité.

Født: 01.11.1915.

Modstandsaktivitet: Almen illegal aktivitet, militærgruppe.

Tilknytning til undergrundshæren: Region I. Randers sektion.             

Postadresse: Kontakten Indvendig leder Quist.

Kontakt: Købmand Fr. Nørgaard, Lillegade, Grenaa.

Adresser: Bakkegaarden, Baunhøj, Grenaa.

Styrke 135 Mand i 19 Grupper1 fordelt over hele Distriktet.

Aalborg ledernes rigtige navn: A. J. Jørgensen. Kommis, Kapt. Kriminaloverbetjent.

Dæknavn: Aabo.

Født: 17-4-1921.

Adresser: Hadsundvej 73, Randers

Tilknytning til undergrundshæren i region, 1. Nordjylland. Randers sektion

Notater: Blev byleder i Grenå september 1944; senere forflyttet til Ålborg.

Modstandsaktivitet: Almen illegal aktivitet, Militærgruppe.

Aalborg ledernes rigtige navn: C. V. A. Ruth. Pastor.

D8. Randers.

Randers havde mange ledere og nedenunder kan der være fejl.

Lederens rigtige navn: Aage Olsen, Kaptajn.

Dæknavn: Østergaard.

Født 10-11-1904

Kaptajn

Region 1,Nordjylland samt region 2, Midtjylland.

Tilknytning til undergrundshæren, almen illegal aktivitet, militærgruppe, sabotage og i modtagegruppe med forbindelse til Hvidstengruppen

Notater: Var i en periode medlem af ledelsen, organisator og leder for modstanden i Randers Amt og blev arresteret den 21. april 1944 i Randers.

I Aarhus arrest fra 21-04-1944 til 12-08-1944.

Fra 13-08-1944 til 16-02-1945: Fange i Frøslevlejren.

Fra 22-02-1945 til 23-03-1945: Fange i Dachau.

Fra 24-03-1945 til 14-04-1945: Fange i Neuengamme.

Lederens rigtige navn: Carl Christian Pedersen. Politibetjent.

Født: 08-06-1919

Død:  20-03-2013

Dæknavn: Karl Petersen.

Region 1: Nordjylland. (R2, Midtjylland) og byleder i Randers

Kontakt: Vammen, Fredensgade 8, Randers.

Carl var leder i Randers fra maj 1944 og blev arresteret august 1944 og senere sendt til Neuengamme.

Gift 1943 med Gertrud Pedersen, medlem af Toldstrups stab.

Modstandsaktivitet: Almen illegal aktivitet, modtagegruppe, sabotage.

Lederens rigtige navn: Otto Westergaard Olesen. Boghandler.

Dæknavne: Skomageren og Nørgaard

Født 10-03-1902

Død 08-07-1978

Region 1, Nordjylland, Randers, Aarhus.

Organisations tilknytning; Frit Danmark, SOE.

Modstandsaktivitet; Almen illegal aktivitet, meget aktiv støtte for al mulig aktivitet i Randers og hans forretning ødelagt af schalburgkorpset.

Deltog i flugthjælp, kurertjenste, modtagegruppe og opbevarede våben fra modtageaktioner.

Otto Westergaard Olesen var indsat i Frøslevlejren for sine modstandsaktiviteter.

Se den fulde registrering her i Frøslevlejrens fangekartotek.

Aktive modstandsfolk - A/S Gruppen i Randers under besættelsen.

Lederens rigtige navn: Poul Larsen. Politifuldmægtig.

Dæknavne: Kjær.

Født 28-08-1912

Død 10-03-1945

Frederikshavn, Aalborg, region 1. Nordjylland.

Byleder i Randers og Aalborg.

Taget af tyskerne patrulje under arbejde for modtagegruppe den 1.december 1944.

Organisationstilknytning i Randers; Dansk Hjælpetjeneste.

Modstands aktivitet; Deltog i våbennedkastninger, sabotage, flugthjælp fra Frederikshavn, Sæby, Strandby til Sverige.

Deltog også i illegal presse, likvidering (hjælper), logivært - Gav husly til flygtninge. Lokalkomite, militærgruppe, medlem af modstandsledelsen i region 1, fra sommeren 1944. Organisation og byledelsen i Ålborg.

Lederens rigtige navn: Poul Møller, fabrikant.

Dæknavn: Sommer i Randers.

Leder i region 1, Nordjylland.

Adresser: Skive.

Var leder af modstanden i Skive, blev senere kortvarigt medlem af byledelsen i Randers.

Modstandsaktivitet: Almen illegal aktivitet, logivært, militærgruppe, gruppeleder.

Ekstra notat: Sundby, Nykøbing F. Logivært og stillede lokale til rådighed til Maribo Amtsledelsens store møde 11-1-1945.

Lederens rigtige navn: Walther Lonsdale, forretnings indehaver, flyverløjtnant, kaptajnløjtnant, Løjtnant, søløjtnant, Kaptajnløjtnant, kaptajn.

Dæknavn: Dahl.

Født 23-04-1S14

Død 29-01-1985

Hobro, Hasseris, Randers, Alborg

Region 1.Nordjylland og Region ll, Midtjylland.

Tilknytning til undergrundshæren: Gruppeleder af en modstandsgruppe fra 14-02-1944 i Randers, distriktsleder, kortvarigt byleder i Randers i fra oktober 1944 afløste Rømer Bruhn.

Notater: Var leder al Hiccup operationerne og det vil sige modtagelse af våben og sprængstof via skibe og nedkastnings våbenmodtagelse.

Administration: Medlem af Toldstrups stab.

Ruteaktivitet: Organiserede illegale ruter over Nordsøen.

Lederens rigtig navn: Mogens Marquard Langballe, læge.

Dæknavn: Balslev.

Født: 20.12.1913.

Død: Januar 1963.

Region 1, Nordjylland. Var Byleder i Randers fra slutningen af 1944 til 15. marts 1945. (Kontorchef).

Notater: Til 5-05-1945 var han kollega til Jørgen Røjel og Ejnar Ammundsen.

Var byleder i Randers fra slutningen af 1944 til 15, marts 1945. Organisationstilknytning

Modstandsledelsen i region 1.

Modstandsaktivitet: Almen illegal aktivitet, illegal presse, militærgruppe og modtagegruppe. Deltager i Ranum konventet 10/11 marts 1945.

 10 - 11/3 1945. Kontorchef ved H.Q.

Kontorchef ved Toldstrups H.Q.

Lederens rigtig navn: Johannes Norlem Andersen

Dæknavn: Bækgaard

Region I. Nordjylland. Leder i Randers

Noter: Var nedkastningschef for Randers og omegn.

Modstandsaktivitet: Modtagegruppe

Randers havde en styrke på 15o Mand.

D9. Viborg.

Ledersen rigtig navn: C. O. Pedersen. Kaptajn.

Dæknavn: K. Mikkelsen

Kontakt Lrs. Morville, Viborg

Tlf. Stoholm 8.

C.O. Pedersen

Organisationstilknytning: Modstandsledelsen region 1. Nordjylland.

Modstandsaktivitet, administration og militærgruppe.

 

Styrke 90 Mand i 12 Grupper.

D10. Skive.

Leder Christoffer Thomsen

Kontakt Harry Mehlsen, Skotøjsbørsen

Tlf. Sygehuset 782

Styrke 100 Mand i 20 Grupper                            

Postadr. Pioner 327 el. Alexander d. Store, P. R. ,Skive.

D11. Struer.

Leder Sønderskov

Kontakt B.og 0.

Struer Styrke 77 Mand. formeret som et Kp,

Postadr. Jens Rasmussen »Holstebrovej 101, Struer.

D.11 . Lemvig.

Leder Petersen

Kontakt Sadelmager S. Petersen, Vestergade 7

Tlf. 107

Styrke 45 Mand

Postadr. Frk. Lilly Petersen, Østergade 10, Lemvig,

Distriktet er nyoprettet.

SLUTTER HER PGA. MANGLENDE OPLYSNINGER

 

Nedenstående dokumenter er fundet i Sigvald Ejsings og Kaj Mortensens private arkiver.

 

Toldstrups jul 1944 (Fra et telegram fra Toldstrups arkiv uden rettelser). 

Da julen nærmede sig, meddelte Toldstrup England, at han havde givet sine folk 8 dages juleferie. Samtidigt havde han dog advaret imod, at de medhjælpere, der var under jorden, skulle tage hjem, da Gestapo godt kunne finde på at aflægge besøg juleaften. Ville man træffe familien, måtte det ske hos venner og bekendte.

Selv besluttede Toldstrup at holde jul hos dyrlægen i Aidt. Gennem bekendte havde han fået adressen, og nogle dage før jul henvendte han sig hos dyrlæge Rasmussen og bad om husly for familien og Gertrud.

Toldstrup var blevet far for tredie gang. Den 16. november havde hans kone på Holstebro sygehus født en pige. Dagen efter havde Toldstrup, mens bevæbnede vagter tog opstilling udenfor, besøgt det lille vidunder på sygehuset. Den lille pige blev dog passet af svigerforældrene, da man ønskede at frede juleaftenen for de to større børn.

At være sammen med familien under besættelsen, når man var eftersøgt, var et stort problem. Toldstrups familie måtte leve under jorden hos venner og bekendte, og det var kun korte møder, de havde sammen, når Toldstrups vej faldt forbi.

Juleaften slappede man af, men allerede næste dag skulle der laves telegrammer, og en af dem måtte til Randers som kurer.

Fjerde juledag var man væk igen, og nu fik man travlt, da England adviserede om nedkastninger nytårsaften.

Det blev ikke nogen lang ferie, men den var tiltrængt.

 

Nedenstående brev handler om Kaj Mortensens jul 1944

Brevet er lånt af Kaj Mortensens familie uden rettelser.

 

December 1944. En stor krig raser, nu på femte år, den anden verdenskrig, større og vildere og mere djævelsk end den første.

Denne gang er Danmark kommet med. Danmark er besat af fjenden, tyskerne. Landet er på krigsfod skønt alligevel ikke rigtig i krig. Men der knaldes og bombes og brages rundt om. Sabotage, kaldes det, og likvidering. Sabotage det er at sprænge noget i luften, som tyskerne har brug for i krigen selv om det er dansk ejendom. Likvidering det er at skyde mennesker ned på gaden, danske mennesker, fordi de holder med tyskerne. Nogle siger, det er mord. Det siger de, der holder med tyskerne. Andre kalder det selvforsvar, det er dem, der holder med danskerne.

Dem, der laver hele balladen, kalder sig modstandsbevægelsen. Det er dem, der synes, at det ikke er nok med bare at holde med danskerne og så ellers sidde stille med hænderne i skødet og bare holde med. De mener, at der også må gøres, noget for at få tyskerne hældt ud af landet igen, ikke bare vente, at russerne og amerikanerne og englænderne skal gøre det hele. Vi må da først og fremmest selv hjælpe til, mener de, selv om det er meget lidt, vi har at gøre med, og derfor meget lidt, vi kan gøre. Jeg holder med danskerne, med de danskere, der synes, at vi skal gøre noget selv. Derfor er jeg kommet med i modstandsbevægelsen, mere end jeg ønsker, og mere end jeg næsten kan klare psykisk som fysisk. Jeg er blevet en slags overhoved for bevægelsen i Vendsyssel og skal være alle vegne - fra Skagen til Dronninglund, fra Hjørring til Sæby, fra Frederikshavn til Brønderslev. Jeg har ikke ønsket dette hæslige job, det er kommet sådan lidt efter lidt af sig selv.

Man har givet mig et andet navn for at gøre mig ukendelig. Man kalder mig Palle, men det har ikke hjulpet meget, for tyskerne ved for længst, hvem Palle er, og de jager mig som et vildt dyr.

Jeg narrer tyskerne på den måde, at jeg ustandselig flytter fra sted til sted, snart i den ene by, snart i den anden og snart på landet. Det samme gør min kone, for de siger, at tyskerne er begyndt at tage konen, når de ikke kan få fat i manden. Ikke fordi jeg tror, at de får noget ud af det for mit vedkommende, for Ellen er standhaftig og snu. Hun er vendelbo. Og for øvrigt ved hun som regel ikke, hvor jeg kan findes.

Så vidt det er muligt, holder Ellen og jeg dog kontakt med hinanden, men ofte mister vi forbindelsen i lange tider. I de sidste tre måneder har vi intet set eller hørt til hinanden, ved ikke, om den anden er død eller levende.

Ellen har oftest børnene hos sig, pigen på 9 og drengen på knap 6. De forstår ikke ret meget af det hele og synes, at det er noget sært noget, at de sådan skal flakke om. Hvor er far henne, og hvorfor skal vi ikke bo hjemme i Asylgade, og nu er det snart jul, og skal vi så ingen juletræ have, eller julegaver, og hvorfor dit og hvorfor dat?

Ja, nu er det snart jul. Om to dage. Kunne man så blot holde fred, bare det par dage julen varer. Men det kan der naturligvis ikke være tale om. Generaler tænker ikke på hverken jul eller påske. Generaler tænker kun på én ting: slå ihjel, bare slå ihjel, dag og nat, søgn og hellig. Og det er de jo nok nødt til, ellers bliver de vel selv slået ihjel. Hvis nedslagtningen skulle stoppes i anledning af julen, så kunne man jo lige så godt stoppe den om søndagen eller på kongens fødselsdag eller til Hjallerup marked o. s. v. Og hvor er vi så henne? Nej, pas endelig på, at kanonerne ikke bliver kolde!

Nu er det altså jul, og jeg for mit vedkommende agter i hvert fald at holde fred. Men jeg er heller ikke general, mine kanoner er smi og vil alligevel ikke komme til at afgøre krigen.

Det tegner trods krig og elendighed -til en god jul for mig, for jeg har fået spøring på Ellen og børnene. De skal være i Bindslev, har man meldt mig. Selv er jeg i Dronninglund. Jeg har skikket hende bud, at jeg vil komme, og at hun må sørge for et sted, hvor vi kan være juleaften og i juledagene.

En rejse fra Dronninglund til Bindslev var den gang en kompliceret affære. Man kunne komme med tog over Frederikshavn til Sindal og derfra med rutebil. Man kunne også komme med tog via Aalborg til Hjørring og derfra videre til Sindal. Men jeg ville ikke risikere at blive pågrebet af Gestapo under deres hyppige razziaer i toge og rutebiler, og da cykel føret var håbløst, besluttede jeg mig til at tage turen til fods. Jeg havde sat Ellen stævne ved Bindslev kirke juleaftensdag kl. 16.00. Så kunne vi få gudstjenesten med og siden fejre juleaften sammen.

Jeg skred norden ud af Dronninglund kl. 6 om morgenen, gennem Storskoven ad Flauenskjold til, videre ad små veje nordpå.

I Lendum fik jeg mad, dejlig varm mad med kartofler og sovs. Det var på konditoriet, hvor jeg var kommet så ofte. Værtinden kendte mig straks, men hun lod som ingen ting, lod som om jeg var et vildt fremmed menneske. Hun holdt med danskerne.

Mæt og glad, opfyldt af forventningsfuld julestemning drog jeg videre aa Sindal til. Jeg nåede halvvejs op ad den første bakke på Lendum—Sindal Tejen. Så fik julestemningen en brat

En bil dukkede op på bakketoppen. Den kørte ganske langsomt. Det var ikke usædvanligt for generator biler dem med „kakkelovn“ på, som man brugte dengang. Men så jeg, at den ikke havde kakkelovn på, det var en benzindreven vil. Og det havde kun tyskerne.

Jeg blev mistænksom. Gennemført forsigtighed var en betingelse for at klare sig igennem i de dage.

Bilen kom langsomt nærmere. Nu kunne jeg se, at der var 3-4 personer i den. De sad med næserne mod ruderne og stirrede ud.

Klokken var 12.30. Nu kunne jeg læse nummerpladen. Det var et P-nummer, og det endte på —338. Jeg kendte det alt for godt. Det var Gestapos nummer, Gestapo fra Frederikshavn. Jeg kendte også alt for godt de mænd, der sad i vognen, vidste, at de også alt for godt kendte mig, og at de ville slikke sig om munden, hvis de nu - endelig — kunne få mig på krogen.

„Se så, min gamle ven“, sagde jeg til mig selv, „så er spillet forbi“. Og som vognen kom nærmere og nærmere, blev jeg ved med i trance at sige: „Forbi, forbi,-forbi“.

Jeg havde en gammel luvslidt kasket på hovedet, en såkaldt Skallesmækker. Helt automatisk trak jeg den ned over det venstre øre og krummede mig samtidig fremover, som når man går i modvind.

„Forbi, forbi, forbi ...“

Og så var vognen pludselig kommet forbi mig.

Skulle jeg virkelig have været heldig endnu engang?

Jeg kikkede ikke tilbage og stak ikke i rend. Jeg vidste, at det øjeblikkelig ville have røbet mig. I samme tempo som før jokkede jeg videre op til det øverste af bakken, hvor der lå et lille hus. Det havde på taget en af de små møller, som man dengang brugte til at trække en bildynamo, som så kunne levere nødtørftig elektricitet til huset. Først her vovede jeg at vende mig om for at se efter dødsbilen.

Fra bakketoppen kunne man længere nede se en stump af vejen, hvor den havde en kurve. Jeg stod stille for at overtyde mig om, at bilen nu også fortsatte og ikke ville vende om for alligevel at undersøge, hvad jeg egentlig var for en fyr. Men bilen viste sig ikke. Jeg blev hed i kammen. Jeg lyttede og lyttede, om jeg skulle kunne høre motoren. Men der var ikke noget at ... jo, nu kom det. Motoren blev gasset voldsomt op, så faldt lyden igen for på ny at stige i styrke.

Ingen tvivl, de vender vognen. Nu kommer de tilbage.

De kommer, de kommer!

Jeg blev grebet af panik og styrtede ud over den nærmeste mark, faldt i plovfurerne, rejste mig, styrtede igen og fandt endelig mig selv liggende bag en roekule omkring 30 meter fra vejen.

Nu brølede bilen igen, anden gear op ad bakken. Mit hysteri tog til, jeg greb mig til baglommen.

Pistolen!

Nuvel, skal det være, så lad det være. Hellere død end levende. Forbi, forbi. Juleaftensdag.

Da jeg lagde mig i skudstilling, faldt der ro over mig. Jeg lagde min plan. De var højst fire mand i bilen. En ville blive ved rattet, så var der kun tre, og de måtte løbe 30 meter over åben mark imod mig, medens jeg lå i dækning bag roekulen. Jeg skulle have en chance for at pløkke dem. Jeg besluttede mig til at vente, til de var på helt sikkert skudhold.

Jeg kom til at vente længe. Mon de var gået fast i sneen? Motoren brølede fælt op fra tid til anden, men bilen viste sig stadig ikke.

Jeg kom tilfældigt til at kikke over på møllen, det lille elektricitetsværk, på taget af huset på den anden side af vejen. Et vindstød satte møllen i gang. Det lød livagtigt som en bilmotor, der brøles op.

Og så gik den lykkelige sandhed op for mig. Det var møllen og mit hysteri, der havde narret mig. Gestapo var langt af led og havde ikke skænket den bondemand med kasketten, som de passerede på Lendum—Sindal vejen, en eneste ond tanke.

Jeg fumlede pistolen tilbage i baglommen og stolprede ind over markerne. Nordpå, bare nordpå, over stok og sten, over mark og mose. Ikke ville jeg sætte mine ben på en landevej, aldrig mere. I hvert fald ikke så længe, der endnu findes blot skyggen af en forbandet tysker i dette land.

Jeg nåede frem til tiden. Vi mødtes ved Bindslev kirke, far, mor og børn.

„Du er bleg“, sagde Ellen, „og du ryster, er du syg?“

„Træt“, svarede jeg. Andet fik hun ikke at vide om min uhyggelige oplevelse.

„Men det skete i de dage, at der udgik befaling fra kejser Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal ...“

Juleevangeliet. Salmesang. Juletræ og julelys, som fik små børns øjne til at stråle.

Julefred og julevarme dybt ind i hjerterne på en lille forhutlet, lykkelig familie.

Juleaften i det krigens år 1944.

Kaj Mortensen. 

Artikel slut.